Lindknud Lokalhistorisk Forening – Udflugt

Lindknud Lokalhistoriske Forening – udflugt

De fleste Lindknud-borgere har vistnok vidst, at byens skoleleder gennem mange år, Elisabeth, og hendes mand, Jens, kom fra Korsør.

Det har vist også været erkendt af mange i Lindknud, – jae, mon ikke det gælder de fleste danskere i øvrigt, at Korsør kender man mindre til. Godt nok ved alle, hvor Korsør skal findes på landkortet, men for de fleste er det bare et sted, man igennem årene har passeret forbi, når turen gik til eller fra København og Sjælland.

Det har derfor for mange af os i Lindknud længe været et ønske, at Elisabeth og Jens ville fortælle om og tage os med på en tur til Korsør.

Det blev så nu til noget lørdag d.15. september. Bussen ”Holmeå-ekspressen” var lejet, og med bussens daglige chauffør, Jørgen Christensen, ved rattet, og med 31 veloplagte folk med en frokostkurv under armen, tog turen sin begyndelse denne morgen kl. 8.00. Sangbøger havde Signe medbragt og efter en morgensang og gennem landet med efterårets skønne farver, fik vi nu undervejs særdeles godt fortalt om målet for turen Korsør/Halskov, – om byens/byernes vigtige og centrale placering som overfartsted for vort kongeriges landsdele ned gennem historien. Det var historie helt tilbage fra, hvor Storebælt måtte forceres i robåd og frem til den meget velorganiserede færgefart, som stoppede i 1998, hvor drømmen om en bro endelig gik i opfyldelse (Elisabeth kunne endda også fortælle om hendes sommerferiejob om bord på færgerne).

Vel kommet over broen besøgte vi et lille isbådmuseum, hvor der var fortalt om, hvordan Storebælt blev forceret førhen, når vinter og is gjorde almindelig bådfart umulig. Det må ofte have været med livet som indsats.

Vi havde medbragt kaffe og en pose rundstykker. Det blev indtaget i museet, og herfra kunne vi endvidere gå en tur ind under broen.

Det er til at falde i svime over, og i hvert fald er det til forundring, at det har kunnet lade sig gøre at etablere sådan en bro.

Nu gik turen videre ind i Korsør/Halskov, forbi de udtjente færgelejer og rundt om Korsør Nord, som adskiller de to bydele Korsør og Halskov, forbi Herregården Tårnborg og forbi steder, hvor også Vikingerne har efterladt sig spor.

Vi kom frem til Kongegården midt inde i hjertet af Korsør. I Korsør findes mange steder, hvor der har været overnatningsmulighed for rejsende, når vind og vejr har forsinket overfarten.

Kongen skulle også kunne overnatte i sådanne tilfælde. Her på Kongegården kunne overnattes passende komfortabelt. Det var et spændende sted.

Det er nu center for billedkunst og musik, og der er også friboliger for udøvende kunstnere.

Derefter kørte vi til Elisabeths og Jens’s sommerhus/slot. Det var noget så herligt. Fra deres hus Strandlyst nr. 3 er der meget kort til bæltet og broen.

Her kom den medbragte madpakke frem, og efter en kop kaffe entrede vi igen bussen for at køre til Fæstningen, hvor der var aftale med en museumsmand til at fortælle.

Som navnet antyder, er Fæstningen et stort forsvarsværk med voldgrave, kanoner o.s.v. og med et tårn med 3 m tykke mure. Det er svenskerne, der har etableret noget af det store anlæg, da de var ved at indtage Danmark omkring år 1660. Også det blev en oplevelse, og også her handlede det mest om Korsørs skibs- og færgefart, om DSB og jernbanetrafikken – men også andet spændende.

I Korsørs Brugs var der bestilt sandwich, som vi nu tilbage i Strandlyst nr. 3 fortærede. Efter oprydning og aflåsning af huset gik turen hjemad, og alle var vist mætte af fortælling og indtryk.

Ankomst, Lindknud: Kl. 19.00.

Med turen er vor viden om Korsør/Halskov og overfartstedets betydning for Danmarks historie nu blevet meget udvidet. Vi kom om bag Korsørs/Halskovs facade.

Fra foreningen skal alle deltagere have tak for medvirken til en god tur. Tak til Jørgen Christensen for god og sikker kørsel, – men størst tak skal Elisabeth og Jens have for oplevelsen, I gav os.

 

 

Skrevet af Andreas Bruun (september 2012)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.