Lokal historisk arkiv “Løbner til adventsmøde”

                    

                                 Lærer H.M.Løbner

                       9 – 4 – 1837           2 – 7 – 1915

                            Kirstine Løbner f. Kryger

                       5 – 4 1846              24 – 10 – 1923                           

                   Herren er min hyrde, mig skal intet fattes

                  

                               Jørgen P. Jørgensen

                       17 aug. 1864       27 marts 1937

                              Margrethe Jørgensen

                        f. Løbner     R. af den isl. Falk

                          17 juni 1871         2 juli 1945 

                        Du Herre Krist, min frelser est.

                      

                            Hans Løbner Jørgensen

                              23 maj 1905   29 juli 1979

 

Det er indskriften på de tre gravstene der står herovre på gravstedet midt/nord for kirken.

 Løbners plantage – har det forbindelse med folkene her? Løbners vej ved Stenderup kirke ligeså?

Jo, der er god forbindelse. Jeg har ikke truffet folk her i Askov, der har kunnet fortælle om gravstedet og folkene, der er begravet her.

Men der findes selvfølgelig oplysninger i arkiver og lign. steder, hvor historie og viden kan søges.

Jeg har søgt og fundet nogen historie om lærer H.M.Løbner og hans kone Kirstine, født Kruger, – deres datter Margrethe og hendes mand Jørgen P. Jørgensen, der var uddelerfolk i Askov samt deres søn.

 

Hans Madsen Løbner er født i Nustrup i 1837 som nr. fem efter fire søstre. Forældrene havde et landbrug, men ved siden af gik faderen ud og solgte tønderkniplinger. Der var meget små kår i hjemmet, – forældrene var fromme folk, der stillede store krav til sig selv om at leve et retskaffent liv, og det hedder at der groede ikke græs på kirkestien De fire søstre kom tidligt ud at tjene, men kun om sommeren – om vinteren var de altid hjemme for at gå i skole og for at kniple til faderens handel. Der er fortalt om hvordan de sad omkring bordet med hver deres kniplingsskrin, – moderen sad der også, men med stoppetøj og lign. Der hang en tranlampe ned fra loftet, – rundt om den hang nogen glaskugler fyldt med vand, – de kunne ved genskinnet forstærke tranlampens lys.

Den lille Hans sad bagved på hans skammel ved bilæggerovnen med sin bog, – her var væggen beklædt med fliser, – skinnet i dem gav et billede i hver flise. Det blev til hans eventyrverden.

Faderen døde allerede som 52-årig, da den lille Hans var 12 år. Det var i 1849 midt under tre-årskrigen. Det var en dyb sorg, – der sammen med den  bevægende tid dengang, kom til at sætte sig afgørende spor i den lille drengs sind. Det modnede hans ansvarsfølelse og han blev allerede som 12-årig den, moderen og de fire søstre tyede til i alle afgørende spørgsmål.

Han må have været en begavet dreng, – allerede som 15-årig blev han omgangslærer. Dvs. han logeredes ind på en gård i en uge, hvor så børnene deromkring fra samledes. Det var noget, der var pålignet sådan en gård.

Læreren skulle have kost og logi. Nogle steder var det måske 2 el. 3 dg.

Det var han nu i tre år. Han har sikkert også skullet hjælpe med til at tjene til opretholdelse af hjemmet, nu hvor faderen var død.

Drengen var lille og spinkel, – hans elever var ofte større end han. Men han forstod at sætte sig i respekt.

Det var i Højrup og Krogstrup han havde det lærerembede. Det var i nærheden af Nustrup.

I 1856 kom han på Lyngby seminarium, hvorfra han dimitteredes i 1857 med første karakter – meget duelig.

Han var nu 2o år. Nu blev han beskikket som lærer ved Bevtoft skole på eget an- og tilsvar, som det hedder.

Bevtoft var jo Hans Krugers by, – den stoute bondehøvding Hans Kruger, der var de danske sønderjyders bedste ven og talsmand.

 

Det var Kruger, som kongen havde mødt en dag og spurgt ham  hvordan de kære slesvigere havde det, og hvor svaret var:

Pinedød skidt deres majestæt. Og det er jo Kruger, stenen, med god grund, står rejst for hernede i Skibelund krat. Det var ham, der gjorde de herrer, prøjsere opmærksom på, at der var et dansk mindretal, der var danske, og som ville vedblive med at være det.

Mødet med Kruger fik afgørende betydning for den unge lærer Løbner.

 

Hans M. Løbner blev nu i 1860 forflyttet til Holsted som degn og enelærer ved Holsted hovedskole.

Her var han i fire år, – både her og i Bevtoft havde han op til 100 børn i een klasse, men det gik godt, – børn og lærer holdt af hinanden, – når han var undervejs til skolen løb børnene ham i møde for at få ham i hånden eller i det mindste for at få fat i hans frakkeskøde.

I 1865 gjorde Bevtoft-folkene nu en stor indsats for at få Løbner tilbage til Bevtoft. Det forfærdelige var sket i 64 – tabet af de sønderjyske landsdele. De måtte have deres gode lærer tilbage til deres landsdel.

 

Sønderjyderne havde fået den hilsen fra det danske rigsråd:

Holder fast danske mænd og kvinder med slesvigsk udholdenhed ved vort danske modersmål og lære eders ungdom at elske og pleje det. Der er en levende Gud i himlen, som bestemmer time og tid og sætter grænse for voldsmagten på jorden.

Selv følte Løbner også at han måtte tilbage for at hjælpe med at holde fast.

Prøjserne havde givet lovning på, at der ikke skulle lægges hindring i vejen for at holde skole.

Men i 1867 kom alligevel forordningen om, at der skulle aflægges troskabsed til prøjserne. Det ville og kunne Løbner ikke, – og det betød at han måtte udvises. Det var meget tungt og det så meget mere pga. at  Løbner var blevet forlovet med jomfru Kirstine Kruger. Der er en fin historie om deres møde, – da han havde fået hendes ja, knælede han, – ikke for hans hjertenskær men for sin Gud. Løbner var da 28 år og  Kirstine 19. De blev gift i Bevtoft kirke 4 uger senere.

Kirstine kunne sige farbror til Hans Kruger.

Det var som sagt tungt at forlade Bevtoft og Sønderjylland, men umuligt var det at aflægge troskabseden og de flyttede så til Holsted. Her var Løbner jo kendt med forholdene og her blev Løbner meget hurtigt opfordret til at søge det ledige embede ved Stenderup skole. Og det fik han selvfølgelig.

Her blev det til 28 gode år, – i 1896 nødtes han til at søge sin afsked pga. en halssygdom.

Løbner kunne glemme tid og sted, når han fortalte danmarks- eller bibelhistorie og han holdt børnene fast i hans fortælling. De store børn gik jo dengang kun i skole om vinteren, – det kunne ske på vinterdage, at forældrene blev urolige over, at deres børn ikke kom hjem og det blev mørkt. Men de fandt efterhånden ud af, at det var bare fordi lærer og børn havde glemt tid og sted ved fortællingen. De skulle nok komme hjem.

Da Løbners havde 25-års jubilæum som lærerfolk i Stenderup fik de en ny fjedervogn af egnens folk.

Og Løbner blev udnævnt til dannebrogsmand.

Stenderup gl. skole ligger der endnu lige nord for Stenderup kirke, og vejen der går forbi, hedder Løbnersvej.

Det er ret utroligt hvad Løbner ved siden af lærergerningen tog initiativ til på egnene her.

Holsted Låne- og sparekasse blev oprettet.

En sygekasse.

Foredragsforening.

Husflidsforening.

Oprettelse af Bækbølling mejeri som een af de første andelsmejerier. Det kostede et stort arbejde at få forståelse og tilslutning skabt for den sag. Men det lykkedes. Den første bestyrer hed Mathæus Hansen og Else Marie Jørgensen fra Kalvslund, der senere blev Jørgen Bukdahls mor, var husbestyrerinde her de første tre år af mejeriets tid.

I forlængelse af den sag skulle der oprettes en kvægavlsforening og senere en kontrolforening efter model af den første af den slags, der var etableret omkring Ladelund året før. Mælken skulle jo nu afregnes efter værdi.

Der blev oprettet bibliotek. Det havde han forøvrigt også været i gang med i Bevtoft.

Der blev købt et stykke jord ved Stenderup, hvor en gård blev bygget op, – der blev drevet et mønsterlandbrug.

Gården overtog en søn sidenhen, Jakob Kruger Løbner. Det var i 1907. Gården kom til at hedde Løbners-minde. Gården blev dog solgt nogle år efter pga. at Jakob blev bedt om at overtage brugsuddeler-hvervet i Stenderup.

Som sagt havde sygdom betydet at Løbners søgte afsked fra lærergerningen i Stenderup i 1896.

Alligevel blev han kort tid derefter vikar ved Lintrup skole nord for Holsted.

Her blev han for alvor opmærksom på de store hedearealer her lå. Plantagerne Klelund, Baldersbæk osv. var blevet etableret. Der var, af andre, gjort forsøg på noget lign. her, men det var mislykkedes.

Nu gik Løbner fra hus til hus for at samle tilslutning til den sag, – i Malt og Gørding herreders sogne var han rundt, – et kæmpearbejde var det.

I 1906 kunne der indkaldes til stiftende generalforsamling og plantagen var en realitet.

Der kunne nu indkøbes de 5-600 tdr. l. hede og tilplantningen tog sin begyndelse. Ved generalforsamlingen, hvor selvfølgelig Jakob Appel var med, – Appel foreslog, da navnet på plantagen skulle bestemmes, at den skulle hedde Løbners Plantage og sådan blev det.

Der er forøvrigt en lille ydmyg skovvej i plantagen som kaldes Appelsvej.

I 1925 blev bestyrelsen enige om at rejse en mindesten for H.M. Løbner i plantagen.

Den står ved Grinstedvejen i plantagens kant og der står på den:

                            H.M. Løbner

                                 Dbm.

              1837                               1915

                   Sønnesind mod fædreland

                 skabte skov af lyng og sand.

 

I 1907 flyttede Kirstine og Hans M. Løbner til Askov, – de købte huset som nu hedder Maltvej 32.

Datteren Margrethe var blevet gift med købmand Jørgen P. Jørgensen fra Holsted. Og de var blevet brugsuddeler-folk i Askov Brugsforening i 1903, – brugsen var da 2 år gammel.

Her hjalp Løbner nu med brugsens regnskaber.

Begge generationer levede de med i tingene i Askov omkring højskole og kirke. Mon ikke Margrethe var med i valgmenighedens bestyrelse f.ex.

I 1915, 2 juli døde Hans Madsen Løbner og han blev begravet herovre og der holdtes mindefest på højskolen hvor Jakob Appel talte hjertelige ord om den gl. lærer. Løbner var manden med den faste overbevisning, den stærke vilje og den levende tro, og han har haft en sjælden evne til at påvirke sine omgivelser i den samme retning. Han var lærer, – i sin virkemåde helt på linie med de skoletanker Grundtvig og Kristen Kold var talsmænd for.

Kirstine f. Kruger døde i 1923, 24 okt. og der sættes den fine sten på graven, – et malteserkors, – deres navne, data og verselinierne:

Du Herre Krist – min frelser est.

Brugsuddelerfolkene siger bestillingen op i 1916 efter at have været med til at bygge og flytte brugsen til det nye hus på Torvet. Jørgen P. Jørgensen var ikke stærk af helbred.

Margrethe var kommet igang med at skrive, – kan kalde sig forfatter, – der står på højskolens bibliotek en del af hendes udgivelser. Det var især Islands historie hun fordybede sig i. Hun oversatte islandske sagaer, eventyr og folkesagn til dansk. Det er med god grund Island giver hende den fornemme orden, – Ridder af den islandske Falk.

Margrethe var blevet angrebet at tuberkulose og var på lange sanatorieophold og her var hun gået i gang med at lære sig islandsk og at fordybe sig i landets historie.

Det var jo dengang, hvor spørgsmålet var aktuelt om islændingene skulle have deres håndskrifter hjem, – som de selvfølgelig skulle, men hvor ikke alle i Danmark mente det. J. Bukdahl satte sig, som bekendt, i spidsen for en kampagne, som førte til at stemningen i DK. vendte og skrifterne blev afleveret, – noget DK. har kunnet være stolt af blev gjort.

 

I 1918, 30 nov. var der vedtaget en dansk- islandsk forbundslov, som førte frem til forfatningen af 18 maj 1920, der gav Island deres selvstændighed, – dog under det danske kongehus.

I 1940 blev Island, som bekendt, endelig republik.

Der skulle bygges op om det islandske folk nu de var blevet selvstændige.

Ingen anden i Danmark havde indsigt i islandske forhold, som Margrethe Løbner Jørgensen på det tidspunkt.

M.L.J. blev iøvrigt hjulpet og tilskyndet til arbejdet med at oversætte fra islandsk til dansk af gl. dr. H.F. Feilberg

Et stort værk om sønderjydske kvinder under fremmedherredømmet er en anden genre af det, der findes efter hende. En historie om Sønderskov mølle og meget mere, – hun understøttedes af J. Bukdahl, – han anmeldte hendes ting. Der findes også et skrift om Jørgen Bukdahls mor fra hendes hånd.

Jørgen P. Jørgensen døde i 1937 og Margrethe i 1945. De blev begravet i gravstedet ved siden af Margrethes forældre.

På soklen for et stort marmorkors står deres navne og data. På korsets tværbjælke står meget utydeligt:

Herren er min hyrde – mig skal intet fattes. Gravmælet må Margrethe have sat over hendes mand og også denne indskrift, – mig skal intet fattes. Noget må de ellers absolut have fattedes.

De havde een søn Hans Løbner Jørgensen. Han blev journalist-uddannet og rejste til Argentina. Forældrene vidste kun det om ham.

De gik i deres grav uden at  høre fra ham. Han døde i 1979 og hans urne kom hertil og blev sat ned i forældre, – og bedsteforældrenes gravsted. Andre familiemedlemmer satte en sten over ham med hans navn og data.

Der findes slægtsbog for Løbner-slægten, – den kan føres tilbage til Valdemar Sejr og Gorm d. Gamle.

Der er snart ikke den adelige familie Løbner-slægten ikke har blandet blod med. Man møder på navne som Bugge, Podebusk, Hvide, Lunge, Seefeld, Rantzau, Rewentlov m.fl.            

 

Der er grund til at passe godt på Løbner-gravstedet på Askov kirkegård. Også den er med til at gøre Askov kirkegård til en slags hovedstad for det folkelige Danmark som Finn Slumstup kalder den.  

a. Bruun

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.