Søren Storm Jensen og Maren Ebbesdatter
Gravstenen står i græsbakken ved våbenhuset.

Søren Storm Jensen er født d. 19. jan. 1818 i Vorbasse og død i Vittrup 15. sept. 1901.

Hans forældre hed Jens Chr. Hansen og Else Sørensdatter Storm. Else Sørensdatter var født i 1797. Han var født i Spjarup og hun i Venborg.

Jens Chr. Hansen overtog både gård og sognefoged-job i Vorbasse efter hans far.

Men historien fortæller at gammel velstand smuldrede for dem og at de måtte flytte fra gården i Vorbasse til en ejendom i Spjarup.

Der var 8 børn, hvor Søren Storm Jensen var én af dem.

En søster til Søren Storm Jensens mor, som hed Mette, blev gift med Niels Knudsen i Refsgårde og deres søn Niels Storm Nielsen købte Tvedsborg i Vittrup i 1863, hvor han blev gift med datteren af de tidligere ejere af gården, Mette Marie og Claus Madsen. Denne datter hed Lene.

Maren Ebbesdatter er født 8. okt. 1821 på Kjeldbjerggård og døde 17. jan. 1873 i Vittrup efter at have født 8 børn.

Hendes forældre ejede foruden Kjeldbjerggård også gården Røjlund i Veerst. Faderen hed Ebbe Hansen og moderen Karen Madsdatter, – hun var født på Debel eller Lindknud kro.

De måtte efter krisen i 1814 flytte fra Kjeldbjerggård til en mindre ejendom i Kjeldbjerg og siden til Høllund.

Denne ejendom i Høllund boede Søren Storm Jensen og Maren på de første år efter deres giftermål i 1840.

Men i 1844 solgtes ejendommen i Høllund og der blev købt to ejendomme i Vittrup. Det var Vittrup Baunevej 9 (Anneksgården) og Kjeldbjergvej 9. Måske er hendes forældre Karen og Ebbe flyttet med, og den ene ejendom været beregnet til dem.

Søren Storm Jensen havde skødet på ejendommen på Vittrup Baunevej til 1856.

I 1860 købtes Kjeldbjergvej 7, som dengang kaldtes Hospitalsgården. Her boede de nu og drev denne gård til 1870, hvorefter den solgtes til deres datter Jensine og svigersønnen Jørgen Mortensen. Han var fra Tersbølgård i Veerst. Selv flyttede de på den lille ejendom Kjeldbjergvej 9.

Snart efter i 1873 døde så Maren, og hun blev begravet på pladsen tæt ved Lindknud kirkes våbenhus.

Nogen år efter giftede Søren Storm J. sig igen, nu med en ældre enke Cathrine Sørensdatter. Hun døde i 1896.

Søren døde i 1901 og blev begravet 20. sept. ved siden af Maren.

Søren Storm Jensen var en driftig mand, der foruden at passe landbruget, drev handel med kreaturer og svin, som blev opkøbt og bl.a. solgt på markedet i Hamborg.

Niels Thøgersen fortæller i bogen ”Tilbageblik” at noget af den handel foregik sammen med Niels P. Nielsen, Pedersminde, Lars Kristensen og Jens P. Burkal, begge fra Vittrup og at handelen betød ture som kunne tage 8 dage.

Søren Storm J. brændte også sten til byggerier i nogle år. Måske er nogen af vandhullerne i Vittrup lergrave fra den virksomhed.

Søren Storm Jensen var i alle hans foretagender reel, punktlig og derfor vellidt.

Søren havde fra hans hjem og opvækst en kristen livsholdning, som han lod hans hverdag bære præg af. Dertil var han bogligt interesseret og helt op i hans alderdom fulgte han med i tidens og samfundets liv og spørgsmål.

Maren Ebbesdatter var ligeledes religiøs præget, – var optaget af Peder Larsen Skræppenborg, som var én af den tids kendte vækkelsesprædikanter. Tidens åndelige vækkelser i det hele taget kunne ægtefællerne, sammen med venner, rejse flere mil for at høre gode ord og taler om.

I det daglige forlangtes der flid og lydighed af deres 8 børn.

De 8 børn er:

Else Katrine Sørensen født 22. dec. 1840

Jensine Sørensen f.22 dec.1848, – hun blev gift med Jørgen Mortensen og overtog som omtalt gården Kjeldbjergvej 7 efter forældrene.

Ebbeline Sørensen f. 20. feb. 1850, – hun blev gift med Thomas Laugesen, der var fra Okslund. De overtog gården Østerlundvej 2 og de blev forældre til Marius Thomsen, Søren Storm Thomsen og Ketty Jensen, der alle boede på Østerlundvej samt Maren i Askov. Gården Østerlundvej 2 er stadig i slægtens eje.

Jens Chr. Sørensen f. 20. jan. 1852, – han blev skovridder hos Dalgas på Høllund Søgård og blev foregangsmand i plantningssagen efter 1864. Hans ansigts profil er på Treherredstenen, der står i Holme å ved Baldersbæk.

Ebbe Storm Sørensen f. 10. maj 1854, – han blev gift med datteren på Pedersminde i Okslund, Ane Marie Nielsen, som var født 24. aug. 1864. Han døde 19. okt 1910 sandsynligvis ved et vådeskud, hvor han var på jagt? Ane Marie og Ebbe er bedsteforældre til Ebbe Storm på Varregård i Veerst, som mange af disse oplysninger stammer fra.

Karen Sørensen f. 2. maj 1856 død i 1863.

Else Sørensen f. 5. juni 1858 død 1890, – hun var gift med Jens Jensen, Varregård i Veerst, – han var født. samme sted 24. juni 1854.

Hans Chr. Sørensen f. 7. dec. 1860.                                  Andr. Bruun 

 

 

 

 

 

For en tid siden fik vi i foreningen en forespørgsel angående Anna Østergård Nielsen, som stammer fra vor egn. Af den grund søgte vi oplysninger om hende i forskellige arkiver. Det er følsomme oplysnin-ger, men Anna er død nu, og vi skønner at eventuelle familie-medlemmer vil finde det i orden, også pga., og så meget mere som hendes historie er kendt af mange i forvejen.

 

Anna Østergård Nielsen er født i Nr. Holsted 19. juni 1913. Forældrene hed Dagmar Ulrikke og Svend Østergård Nielsen.

 

I Holsted var faderen ølhandler.

 

Familien flyttede til Kjeldbjergvej i Vittrup i 1929.

 

Her var faderen ostehandler, han blev i hvert fald kaldt Svend Ost.

 

Der var en meget stor børneflok vistnok 19 i antal.

 

Anna gik altså først i Holsted og havde senere plads i Vittrup skole.

 

Hun kom ud at tjene som 15 – årig i forskellige pladser på egnen.

 

Hun blev gift i Vejle i 1931, og fik derved efternavnet Lund, men ægteskabet opløstes i 1935.

 

Hun var en tid ansat på restaurant Røde Mølle i Vejle.

 

Her traf hun en mand, som hun forlovede sig med, og sammen startede de en landevejskro ved Vejle. Denne mand sympatiserede med nazismen. Kroen gik ikke. Derefter blev det til job på Casino i Århus, og senere igen på Mayfair i København.

 

Kæresten forlod hende, og i 1944 på Mayfair traf hun Jørgen Børge Axel Lorentzen. Lorentzen skaffede Anna arbejde ved ET (Hipo-korps), og hun kom på den måde ind i den berygtede Lorentzen – bande, der fik mange modstandsfolks liv på samvittigheden i især de sidste måneder af besættelsestiden. Gruppen foretog 7 -800 anholdelser i den sidste tid før befrielsen 4.maj 1945. Aftalen i Lorentzen-gruppen var, at inden 24 timer skulle gruppen skaffe beviser og have en tilståelse fra den anholdte.

 

Det var meget grimme metoder med tortur de bragte i anvendelse for at få en tilståelse og en angivelse af kammerater, der var med i modstands-kampen, og det var tit med døden til følge for ham, der var i forhør.

 

Det var ofte på meget løst grundlag og under stor tilfældighed gruppen anholdte folk.

 

Da det stod klart at tyskernes kapitulation var nær flygtede Lorentzen-gruppens ca. 20 medlemmer d. 4.maj 1945 til et sommerhus i Asserbo i Nordsjælland. Gemmestedet blev imidlertid afsløret af lokale modstandsfolk, som angreb huset. Det resulterede i 3 dræbte af Lorentzen-gruppens 20 medlemmer og fire sårede, deriblandt Anna, – hendes ene arm måtte senere amputeres.

 

De 4 sårede af gruppen blev indlagt på Frederiksværk sygehus og senere overført til Vestre Fængsels sygeafdeling, resten blev arresteret.

 

Under retsopgøret, som fulgte, blev de enkelte medlemmer af gruppen mentalundersøgt for, om de var straf-egnet.

 

Anna blev vurderet, som ikke værende sindssyg, alm. begavet, viljestærk, handlekraftig, selvhævdende, stolt og stædig. Lorentzen og flere i gruppen var meget velbegavede folk.

 

10 af gruppens medlemmer blev 29. jan. 1947 dømt til døden og andre fik livsvarigt fængselsstraf.

 

Anna Lund, som hun ved det før omtalte giftermål var kommet til at hedde, var blandt de dødsdømte, men hun blev benådet og fik livsvarigt fængselsstraf, (meget mod hendes ønske i øvrigt).

 

Men man ville ikke henrette en kvinde.

 

5 af de dødsdømte blev henrettet i maj 1949. De andre blev benådet og fik livsvarigt fængsel.

 

10. maj 1949 kl. 00,00 blev dødsdommene eksekveret. De dødsdømte havde forinden tilbud om besøg af en præst. Lorentzen frabad sig. Han havde levet sit liv uden Vorherre og mente også at kunne dø uden.

 

Anna fik lov til at besøge ham i cellen. Det beskrev hun på et tidspunkt til et tidsskrift: ”Aldrig skal jeg glemme Jørgens farvel der i cellen, da de kom og hentede ham til henrettelsen. Han ville så gerne leve og jeg så gerne dø.”

 

Anna skulle have været meget forelsket i J. Lorentzen. I dec. 1948 blev de gift i fængslet.

 

Anna kom ud af fængslet ved benådning i 1956. Hun rejste straks til Tyskland.

 

Her slipper vor viden om Anna op eller vi har ikke ønsket at skaffe os, yderligere viden om hende for at offentliggøre det.

 

I arkiver findes oplysninger om de enkelte medlemmer af gruppen, hvor de kom fra, hvilke uddannelser de havde og om det, mentalundersøgel-sen fortalte om dem. De var ikke sindssyge, åndssvage eller på anden måde afvigende. De var alle almindelige mennesker.

 

Vi må stadig spørge, hvad der får mennesker til at gøre som de?

 

Var det bare tilfældigheder, som vi måske nok må mene i Anna s tilfæl-de, at hun og de kom på ”den forkerte side” under den tyske besættelse af Danmark 1940-45??                                              

Andreas Bruun                                              

 

Savmøllen, der byttes væk for en bil

I 1930 erne etablerede en mand, der hed Marinus Nissen en savmølle på et lejet jordstykke bag ved Lindknud bageri.

Savmøllen var trukket af et lokomobil, dvs. en transportabel dampmaskine.

Marinus var svigersøn til familien Olander, der på det tidspunkt ejede gården Ulvehøj på Ulvehøjvej. Marinus og hans kone boede i lejligheden på missionshusets loft.

Egon Bonde fortæller, at han som dreng arbejdede på savværket, når han ikke var i skole. Han fortæller at lokomobilen kunne trække to savklinger, og at det fortrinsvis var fiskekasser, der blev fremstillet. Egon Bonde havde akkord på arbejdet. Han fik 1 øre for at sømme en fiskekasse sammen og kunne komme op på at tjene 10 øre på en dag.

Men en dag i sommeren 1937 kom en ung mand kørende til Lindknud i sin bil. Han opdagede den lille savmølle bagved bageriet, – måske kunne den høres i byen! Vor ven, den unge mand, er sikkert kørt efter lyden og på den måde fundet frem hvor den kom fra.

Han blev straks optaget af den lille virksomhed og spurgte ejeren Marinus om savmøllen kunne købes. Marinus betænkte sig ikke længe og svaret blev: ”Ja, det kunne den”.

Historien melder ikke noget om, hvor meget der blev tinget om prisen, men handelen endte ihvertfald med at Marinus tog den unge mands bil i bytte for savmøllen.

Historien melder heller ikke noget om hvilken bil, det var, – dens årgang eller tilstand.

Hvem var den nye ejer af savmøllen og hans kæreste

Den unge mand, der byttede bilen for savmøllen hed Karl Volmer Andersen. Han kom fra Brændstrup i Sønderjylland, hvor han var karl på en gård.

Han var ellers sjællænder, født på en gård på Roskildeegnen, som den yngste af en søskendeflok på fem.

Hans forældre hed Anne Marie og Peter Andersen og hans data iøvrigt er: født 26. dec. 1906 og døbt i Roskilde domkirke.

Hvordan den nye savmølleejer kom tilbage til pladsen på gården i Brændstrup, ved vi ikke. Han havde jo handlet bilen væk. For øvrigt siger det noget om Karl Volmer, at han allerede i 1937 havde en bil. Det var ganske usædvanligt dengang. Han må have haft eventyr i blodet og været god til at passe på hans penge.

Men i Brændstrup boede hans kæreste Astrid. Hun var derfra.

Hendes hjem var gården Bremhus syd for Rødding. Hun var født 30. nov. 1914. Hendes forældre hed Petrine Nicoline og Anders Simonsen Thyssen.

Vi må tro at Karl Volmer Andersen har været hjemme i Brændstrup for at fortælle Astrid om handelen. Astrid havde, som Karl Volmer også plads på en gård, som lå ca.15 km. fra hendes hjem i Brem.

Historien her er mestendels samlet på grundlag af Astrids fortælling og optegnelser mange år senere, da hun næsten var 9o år. I den historie fortæller hun ikke noget om, at hun var utilfreds med kærestens handel.

Hun fortæller tværtimod om, at Karl Volmer ret hurtigt efter købet af savmøllen købte et gammelt hus, der lå i nærheden og på en stor grund.

Først da, efter denne handel, kommer Astrid til Lindknud for at se på herlighederne. Sammen med hendes bror Alfred tager hun turen til Lindknud på en tandem cykel.

Om huset skriver hun i hendes optegnelser:

”Og sikken overraskelse. Der var en ret stor bygning, samt et meget snavset hus. En gammel eneboer havde boet der i mange år sammen med hans geder.

Selvom huset var snavset, prisen var rigtig.”  Huset havde kostet 3000 kr.      

I parentes kan nævnes at huset/ejendommen var et dødsbo. Den hidtidige ejer Hans Jespersen Gehlert var død i maj 1937. Gehlert havde været enkemand i mange år og havde levet for sig selv, frigjort fra hvad, der ellers var normen dengang. Der findes historie om Gehlert familien i” Lokalbladet.” Historien kan også findes ved at søge på ”Lindknud” på nettet.

Huset som Karl Volmer købte i 1937 for 3000 kr.

Da Astrid havde set og godkendt Karl Volmers køb af savmøllen og huset, cyklede hun tilbage til hendes plads på gården i Brændstrup. Hendes fæstemål på gården udløb 1.nov..

Flytning af savmøllen og giftermål

Tiden går og det bliver 1. nov.. Straks tager Astrid og Karl Volmer til Kolding for at gøre indkøb. Der var meget de manglede til deres fremtidige hjem. Først af alt skulle de købe en skøn brudekjole til Astrid.

”Alt gik vel og vi var færdig til at holde bryllup 13. nov. 1937. Det blev holdt i mit hjem Bremhus”.

Karl Volmer var da 30 år og Astrid 24.

”Hvedebrødsdagene gik med at gøre huset rent. Min søster Kjestine og hendes mand og min bror Svend kom en dag og hjalp. De var meget velkomne. Volmer lagde nyt gulv i stuen, mens jeg vaskede loftet. Børsten faldt ned i sandet. Da fandt jeg ud af at loftet ikke var brunt men hvidt, – børsten blev som sandpapir.”

Der er en lang historie om rengøringen af huset. Forgængeren i huset, Hans Jespersen Gehlert, der som før omtalt var død, og hvor Karl Volmer derefter havde købt dødsboet, havde haft geder i den ene ende af huset og får i den anden. Der blev vasket og vasket, men lugten af dyrene blev ved at hænge ved.

Det kan tilføjes at langt senere beboere af huset stadig kunne lugte ged.

Savmøllen blev nu flyttet fra den lejede grund bag bageriet til det nye sted, og alt værktøjet blev placeret i udhuset, som hørte til ejendommen.

Astrid kom nu på arbejde med at holde ilden ved lige under lokomobilen, så dampen kunne holdes oppe på dampmaskinen, der skulle trække savene.

Der blev fortsat med at fabrikere fiskekasser, som den tidligere ejer havde været i gang med. Der blev også savet træ op til andre formål, og alt må være gået godt på savværket.

Et jordstykke overfor savværket, på modsat side af vejen mod Okslund, kom til salg først på året i 1940.

På jordstykket havde Lindknud sogns husmandsforening i mange år haft en forsøgs – og forevisningshave. Nu købte Astrid og Karl Volmer jordstykket, – Astrid får skødet på det.

De senere ejere af savværket Helge Nielsen og Åge Christensen solgte halvdelen af jordstykket i 1949, hvor huset Okslundvej 37 derefter blev bygget. På den anden halvdel byggede Kirsten og Jørgen Gejl huset Okslundvej 39, da de var savværksejere i årene 1960 til lukningen i 67.

Som sagt alt gik vel for Astrid og Karl Volmer de første år. Træstammerne til opsavning blev købt i egnens skove, og der var nok af det.

Men så kom krigen i 1940.

Tyskerne besatte som bekendt Danmark 9. april 1940, og det blev slemme tider. Det gik hurtigt sådan, at der blev mangel på træ. Tyskerne beslaglagde det meste og betalte i øvrigt godt for træet. Mange steder blev skovene skamhuggede for at skaffe besættelsesmagten træ.

Men det blev også småt med brændstof til bilerne. Derfor kom man på savværket i gang med at fremstille brændsel af affaldstræ til at fyre i generatorerne, der blev installeret på bilerne. En sådan generator kunne udvikle gas, som blev til drivmiddel for motoren. Det gav indtægter på savværket.

Der kom endvidere efterspørgsel på f. eks. siloer til ensilage til kvægfoder på gårdene på den tid.

Udvidelse af familien og også af savværket

I hjemmet på savværket blev født en dreng 24. aug. 1939. Han kom til at hedde Frode, og 18. aug.1945 kom nok en dreng, som kom til at hedde Evald.

Trods de ugunstige forhold under krigen fik familien dog kræfter til at bygge en stor bygning i træ. Nybygningen kunne huse hele savværket. Lokomobilen blev ved den lejlighed tilovers, da der samtidig blev installeret strøm og dermed elektromotorer til at trække savene. Det var i 1945.

I nybygningen blev der endvidere plads til en lejlighed til en medhjælper. Den første medhjælper var Rikard Hansen. Han var med til at etablere lejligheden.

Han og Marie var blevet gift i 1945.

Marie Hansen, der nu bor som enke i Brørup, fortæller om, hvordan det gungrede i lejligheden, når savværket var i gang nedenunder, og hvor herligt det var, når det blev aften og savene stod stille.

Rikard og Karl Volmer var et godt makkerpar. De havde mange forunderlige ting for. De tog på motorcykel ud i landet, – byggede f.eks. også et træhus i Brændstrup til Astrids bror Sven, og meget andet. 

Krigen kommer tæt på

Som så mange steder og i så mange hjem fik familien på savværket også tyske soldater, som logerende. Astrid fortæller om at især én af de logerende elskede Hitler, men at soldaterne ellers var høflige nok.

Det kunne være farligt nok for familien idet Astrids bror Alfred var med i en modstandsgruppe, der især var meget aktive med at sprænge jernbanespor i luften for at hindre tyskerne i deres transporter at ammunition, materiel og mandskab.

Alfred var med i en Rødding-gruppe, som det f.eks. også lykkedes for, at sprænge vandtårnet i Brørup i luften, ved en meget dristig indsats af især højskolemanden Rosendahl. Vandtårnet i Brørup var helt afgørende for vandforsyningen til damplokomotiverne på strækningen tværs over Jylland.

Rødding-gruppen blev hen mod slutningen af krigen angivet. Det kom til at betyde at Rosendahl blev taget af tyskerne. Rosendahl blev ført til Staldgården i Kolding og under tortur gjordes der forsøg på at få ham til at røbe gruppens medlemmer.

Han var blevet henrettet hvis ikke tyskernes kapitulation var kommet 4. maj 1945.

De øvrige medlemmer af gruppen måtte ”gå under jorden”. Alfreds hoved havde tyskerne sat en pris på.

Tre af Alfreds kammerater Nis Phillipsen, Poul Jørgensen og Keld Sivertsen fik tyskerne fat på så sent som 29. april 1945, bare 6 dage før befrielsen 4. maj. Over radioen var der kommet meddelelse til gruppen fra London om nedkastning af våben. Gruppen var ude for at bjerge disse våben, men blev overrumplet af en flok hipomænd.

De tre unge mænd blev skudt i en have på Islevhusvej i København.

En dag kom Alfred til Lindknud ved højlys dag. Han blev hurtigt sendt videre, – med en god madpakke, – og i forklædning i Karl Volmers frakke til et mere sikkert sted hos Astrids søster og svoger Helga og Andreas Andersen som boede ved Bjerringbro.

Alfred hørte til den faste kerne i modstandsgruppen. Han var med til mange farefulde jernbanesabotager, mellem Brørup og Holsted og andre steder.

Familien flytter fra Lindknud til Ans

Efter krigen kneb det stadig med at kunne købe træ i skovene. Som før nævnt havde tyskerne haft brug for og taget, hvad der var af skovningsmodent træ.

I 1947 blev savværket solgt. Samtidig med Astrid og Karl Volmers opbrud fra Lindknud, ophørte Rikards engagement i savværket, idet han og Marie overtog Rikards hjemgård på Ulvehøjvej.

Men venskabet og kontakten mellem de to familier holdt ved siden hen.

Astrid og Karl Volmer med deres to drenge flyttede derefter til landsbyen Ans ved Rødkjærsbro nord for Silkeborg, hvor der blev købt et handelshus og en vindmølle, som Astrid fortæller om.

Det kan nu godt være det kun har været en forpagtning de overtog.. På Ans historiske arkiv findes en ejerliste for møllen og handelshuset. På denne liste findes deres navne ikke som ejere af stedet. Men lige meget med det. 

På grunden stod ihvertfald en vindmølle. Møllen var på det tidspunkt Danmarks højeste. Møllen havde et vældigt vingefang og 3 alen tykke mure. Der var 7 bjælkelag i den og altså ligeså mange etager. Den var fredet, men den brændte desværre i 1953 og blev ikke genopført.

El – og dieselmotorer trak kværne til formaling af korn til bagerier, og også til foder for egnens landbrug, på virksomheden i Ans.  Der hørte endvidere lidt tømmerhandel til stedet.

Det gik godt nok med virksomheden i Ans, men alligevel begyndte Astrid og Karl Volmer nu at tænke på at emigrere til Canada. En bror til Karl Volmer var for længst rejst til Canada og var bosat derovre. Ligeledes var en bror til Astrid emigreret til USA.

Beslutningen blev taget, – Karl Volmer rejste til den Canadiske ambassade i København for at søge om emigrationstilladelse for ham og hans familie.

Efter et års ventetid kom tilladelsen.

De måtte rejse til Belville, Ontario i Canada, hvor der var arbejde til Karl Volmer på en farm.

Der var gået to år i Ans og nu solgtes vindmøllen med tilhørende handel, – eller forpagtningen af det. Pengene, som helt sikkert ikke har været store, blev sat i banken.

DK var i pengenød i tiden efter krigen. Folk, der emigrerede, måtte selvfølgelig tage penge fra, for at kunne betale for udrejsen, men ellers ikke tage nogen med sig ud af landet.

Astrid fortæller: ”Nogle folk sagde vi var tossede, andre at de ville ønske de kunne gøre det samme. Vi har aldrig fortrudt at vi rejste”.

Emigration til Canada

Den 24. maj 1949 blev der sagt et tårefuldt farvel til forældre og søskende og rejsen begyndte, hvor første mål var Cuxhaven i Tyskland, hvorfra der ville afgå skib.

Astrid fortæller om det triste syn, der mødte dem ved rejsen gennem Tyskland. Opbygningen af de sønderbombede byer, som krigen havde efterladt, var knapt kommet i gang endnu. Folk var dårlig klædte og alt så trist ud.

I Cuxhaven kom familien ombord på skibet ”Samaria”. Det afgik til Le Havre i Frankrig i første omgang. Her blev der taget flere passagerer ombord, og skibet blev overfyldt. Astrid og den yngste af drengene skulle bo i kahyt med 15 kvinder og børn, og Karl Volmer og Frode var stuvet sammen med mænd. Der var absolut ingen luksus ombord, og folk blev søsyge, – nogen så syge så de kun ønskede at dø.

Rejsen over oceanet tog 11 døgn.

Der var stor glæde ombord, da der kunne øjnes land. Turen gik videre op ad Lawrenes floden til Quebec. Det var en skøn tur fortæller Astrid. Derfra gik rejsen med tog til Montreal og videre til Belville.

Første station i Canada

Her blev familien modtaget af farmeren, som der var aftale med om arbejde det første år.

På farmen blev der gjort et hus i beboelig stand til dem.

Astrid fortæller om, hvor skønt det var efter den lange rejse at blive ene igen.

En tid efter ankomsten til Canada, kom Karl Volmers bror Viggo og hans kone og barn på besøg. Brødrene havde ikke set hinanden i over 30 år. Viggos kone var canadier, men hendes forældre var danske indvandrere.

En anden dansk familie kom ligeledes på besøg. Det var Astrids søster Magda og hendes mand Peter med deres børn Anders og Eileen. Peter var, som Magda og Astrid, fra Brem ved Rødding.

Peter var emigreret for en del år siden. Han havde været hjemme på besøg engang. Han og nabodatteren Magda havde ved den lejlighed fået et godt øje til hinanden. En tid efter Peters besøg i Danmark, meldte Magda en dag til forældrene, at hun nu rejste hun til USA for at blive gift med Peter.

Nu var Magda og Peter og deres børn på vej hjem til Danmark for at fejre jul.

Søsterfamilien, som altså boede i USA, tilbød at sponsorere Astrid og Karl Volmer, hvis de gerne ville forsøge at komme til USA. Det ville de, og Peter rejste straks til Ottava for at søge om indrejsetilladelse på deres vegne.

USA havde en kvote for danskere, der ville ind i landet. Denne kvote blev de skrevet op på. Det ville sandsynligvis tage nogen år før der var plads på kvoten, men det var da en begyndelse..

Aftalen med farmeren, som Astrid og Karl Volmer var rejst til, gjaldt som sagt for et år, så der skulle findes andet arbejde.

Tværs over det store land til anden station i Canada

I en avis ”Den danske pioner” var der annoncer om arbejde i en mine i New Liscard.

Dette arbejde søgte Karl Volmer, men i ansøgningen fortalte han om savværket, han havde haft i Danmark. Det betød, at svaret på ansøgningen indeholdt et råd om i stedet for arbejdet i minen, at søge et arbejde på et stort tømmerfirma i New Liscard.

Karl Volmer fulgte rådet, søgte arbejdet og fik det.

Familien flyttede derfor til New Licard i en lejlighed.

Det var et skønt sted fortæller Astrid, men der var alligevel ingen fremtid i det. Der blev meget koldt om vinteren, og alting blev lukket ned i nogen vintermåneder.

I den danske avis læste Astrid og Karl Volmer nu om, at der havde været et slemt uvejr i Winnipeg, Manitoba med oversvømmelse og orkan og mange huse var beskadigede.

Måske kunne der være arbejde at få der med reparationer og udbedringer af skaderne.

Karl Volmer rejste dertil, men det varede længe inden Astrid hørte fra ham. Endelig en dag kom der brev. Han var rejst helt ud til Stillehavet og havde fundet arbejde der. Der var vejret mildere.

Det var for øvrigt ikke lykkedes at finde arbejde i det orkanhærgede område. 

Et andet dansk ægtepar Marie og Jens Christensen, som havde boet i Canada i mange år, havde hjulpet med at finde det nye arbejde og også et sted at bo.

Astrid og drengene fik travlt med at pakke kufferterne, og at sælge de få møbler og andre ejendele de havde samlet sammen, og så af sted.

Astrid fortæller, at hun havde smurt en stor madpakke til den lange rejse helt ud til Stillehavet. Den slap ikke op, men blev for gammel.

Der var stor gensynsglæde, da familien blev samlet igen. Efter nogle genvordigheder fik de ved venners hjælp et godt sted at bo.

”Havde det været et slot kunne vi ikke have været lykkeligere” skriver Astrid. Som alle de andre steder familien havde boet, skulle der først males og tapetseres og gøres rent. Det var også sket her.

Men heller ikke her var blivende sted. Der var ikke stabilt arbejde at få og heller ikke til en rimelig løn. Det var skovarbejde langt hjemmefra, som betød at Karl Volmer skulle bo i uhumske skure fra mandag til lørdag.

Men endelig efter en tid fik han et godt arbejde på en byggeplads, hvor der skulle etableres en Airfors-base. Også her skulle han bo på arbejdspladsen ugen lang fra søndag eftermiddag til lørdag, men arbejdet var godt.

Da familien havde savværket i Lindknud tog Karl Volmer på kursus på Teknologisk institut i København for at lære at skærpe savklinger. På arbejdspladsen her, kom det ham til gode. Han kunne stå i et opvarmet skur i den lange kolde canadiske vinter og skærpe savklinger. Ingen på arbejdspladsen var så kvalificeret til dette arbejde som han.

Når der ikke var arbejde nok med klingerne, snedkererede han nu møbler til de overordnede.

Astrid tog med mellemrum ind på det danske konsulat for at sikre sig, at man ikke glemte deres ansøgning om indrejsetilladelse til USA.

Endelig en dag kom der sådan en tilladelse. Det var i 1952.

Flytning til USA, det forjættede land

Huset i Canada blev skyndsomt solgt og 4. juli rejste de, efter 2 år på stedet her, til USA, – gjorde ophold hos broder Viggo i Minnesota, – fik arbejde for vinteren på en farm, men forsatte ellers sydpå, – boede på motels undervejs og kom endelig til San Diego tæt på grænsen til Mexico, hvor der var lovet arbejde til Karl Volmer.

Men det snød og turen gik derfor videre til Los Angeles, og her var endelig arbejde. Et hus blev købt for 11 tusinde dollars. Det havde adressen 541 N. Cypress St. La Habra.

Astrid tog arbejde som rengøringsassistent og Karl Volmers arbejde kom efterhånden til at bestå i arbejde i en afdeling af Disneyland.

Der var mange ting familien manglede til deres nye hjem. De havde kun samlet det allernødvendigste med fra tiden i Canada. De flyttede ind i huset aug. 1953.

Det var en skøn tid melder Astrid om.

Nu endelig kom det til at gå slag i slag for familien. Karl Volmer indrettede en lejlighed mere i huset de havde købt. Det ville være godt med en lejeindtægt.

På grunden, hvor huset lå, kunne endvidere bygges et hus mere til udlejning, og det fik de tilladelse til.

Snart efter at dette hus var bygget, blev der købt yderligere et nabohus. Astrid malede og tapetserede alt, hvad der blev købt og tilføjet af lejligheder og huse og anlagde haver ved dem inden de blev udlejede.

Hun fandt det mere interessant at arbejde for sig selv og droppede rengøringsarbejdet for andre.

Efterhånden ejede ægteparret 11 huse til udlejning. Arbejdet på Disneyland beholdt Volmer. Al fritiden gik med vedligehold af husene.

Astrid beretter om, at de havde en rar bankmand, som de altid kunne låne penge ved, når de havde brug for det. Bankmanden var svensker.

I 1972 gik Karl Volmer på pension.

Men der skulle stadig ske noget. Nu byggedes der et lille hus oppe i bjergene i byen Big Bear (Store Bjørn).

På besøg i Danmark og Lindknud

Da det var bygget, blev der endelig tid og råd til at rejse hjem til Danmark og til familien på besøg.

Det havde været så skønt at gense det gamle land og møde familie og venner. De havde ved den lejlighed også været i Lindknud for at se, hvor det hele begyndte.

Da ægteparret var tilbage igen, besluttede de sig for at bo i Big Bear i bjergene for resten af deres tid. Der blev købt en større grund og et større toetageshus blev bygget. Sønnerne hjalp med ved byggeriet, og de bragte venner og bekendte med derop til det skønne sted.

Men nu var Astrid og Karl Volmer ved at være trætte. Det var besværligt med lejefolkene i alle deres huse og husene skulle holdes i orden.

Nu kunne det være nok. Alle husene blev derfor solgt på nær det, de selv havde boet i.

Det seneste hus, der var bygget i Big Bear, var blevet for stort. Også det blev solgt.

Der blev købt en mindre grund i Big Bear, hvor et passende aftægtshus til slut kunne bygges.

På aftægt – Karl Volmers død

Men Karl Volmers helbred begyndte at gøre vrøvl og han døde efter en kort tid. Det var i 1972.

Astrid skriver i hendes optegnelser, at det var godt at huset i La Habra ikke var blevet solgt og det planlagte i Big Bear ikke bygget. Hun flyttede til huset i La Habra, hvor hun har boet siden.

Astrid slutter hendes fortælling om deres liv og levned med ordene:

” Nu da jeg har læst, hvad jeg har skrevet ned, synes jeg vi har haft et interessant liv”.

Astrid er nu 93 år og hendes hukommelse er væk. Så længe hun kunne, blev der holdt forbindelse til familien i Danmark og også til andre, som f. eks medhjælperen på savværket i Lindknud Marie og Rikard Hansen.

Sønnerne Frode og Evald

blev begge uddannet ved politiet, men Frode skiftede til at blive pilot. Han er nu 68 år og må ikke mere flyve passagerfly, kun lidt privat, men han træner stadig piloter og godkender flyvemaskiner. Evald er politibetjent på nedsat tid.

Frode bor i Westminster i nærheden af Washington og Evald i Los Alamitos. Sønnerne har ikke fået deres danske sprog holdt ved lige.

Sådan gik det med savværket i Lindknud

Lindknud savmølle, som Karl Volmer byttede sig til for sin bil i 1937, og som blev flyttet til adressen på Okslundvej, hvor den blev forvandlet til et savværk, solgtes i 1947 til Helge Nielsen og Åge Christensen, som drev savværket i 6 år, hvorefter først Emil Gejl og siden Jørgen Gejl var savværksejere indtil ophøret i1971.

I dag er der maskinværksted på adressen.

Men beboelseshuset er det samme, som Astrid og Karl Volmer flyttede ind i 1937 efter rengøringen, og det er her Frode og Evald er født.

Der er selvfølgelig sket ændringer i huset, og der er bygget en ende til det siden da.

Det store træhus, som Astrid og Karl Folmer byggede efter krigen i 1945, er blevet til et stort værksted og er ikke et træhus længere.

 

Historie fra avisen om Lindknuds kloakering i årene 1952-54

12. 0kt. 1952 holdtes møde på Lindknud kro, hvor formålet var at kaste lys over det projekterede kloakanlæg for Lindknud by.

Det var Statens vandløbsudvalg i Viborg, der indbød til mødet og alle lodsejere, der blev berørt af sagen var inviteret, dvs. især ejerne af jordene ned mod, hvor rensningsanlægget skulle placeres, men også andre implicerede såsom sognerådet, formanden for vandværket m. fl. var inviteret. Andre interesserede var også velkommen, men af avisre-feratet fremgår ikke at husejerne var inviteret. Det kan måske forekom-me lidt mærkeligt og det kan se ud som kloakeringen bliver påbudt.

Der var selvfølgelig det at indtil 1952 havde byens borgere ledet deres affaldsvand i sivebrønde og grøfter, og den gik bare ikke længere. Det kan være årsag til at kloakeringen kom som påbud.

Vandværkets seneste prøver viste urent grundvand. Amtslæge Trier fra Ribe, der også var med på mødet, gav den manglende kloakering skylden for urenheden i vandværkets vand.

Indbyderne havde en plan at lægge frem for mødedeltagerne og der var lagt op til en vedtagelse af planen. Der var ikke så meget at diskutere.

Det blev bestemt at hovedledningerne skulle lægges i en dybde så byens kældre kunne afvandes, så man derved kunne blive fri for den plagsomme oversvømmelse, når der kom en tordenbyge, som der står at læse i avisen.

Stikledningerne indtil hvert enkelt hus skulle lægges i 6 tommers glaseret lerrør og hovedledningen i rør op til 65 cm. i diameter.

Anlægget ville komme til at koste130,000 kr., men med tilskud fra arbejdsministerium og kommune kunne udgiften bringes ned på 52,000 kr.

Der var 97 husejere at fordele denne udgift på, så det blev 540 kr. til den enkelte.

Der blev projekteret efter 500 mennesker i byen, hvor der på tidspunktet her i 1952 var 400.

Det blev bestemt at mejeriet ikke skulle kobles på anlægget. Det ville fordyre projektet voldsomt.

(Altså måtte mejeriet fortsætte med at lede vandet ned på engen ved bækken neden for, hvor Knudsmindeudstykningen findes i dag. Her havde mejeriet et grøftesystem som affaldsvandet blev ledet ned i og hvorfra vandet skulle sive ned over engen til bækken).

Der blev ikke aftalt på mødet hvordan anlægget skulle passes i fremti-den!

Der skulle bygges et mekanisk rensninganlæg, hvor slammet når det havde bundfældet sig, skulle lægges ud på marken til tørring, hvorefter det skulle bruges som gødning på marker.

Askar Pedersen Debelgård, der ejede engen ved rensningsanlægget, var bekymret for om vandet ikke ville være forurenet i bækken efter det havde passeret anlægget.

Svaret var ”jo, det ville det være på en strækning af bækkens løb”.

Men det ville koste 60,000 kr at føje et biologisk filter til anlægget og det var der ikke råd til.

Det blev efter nogen drøftelse vedtaget at gå i gang med projektet snarest muligt.

Hvis ikke udfaldet var blevet sådan kunne alternativet blive at sivebrøndene skulle kastes til, og hvad så med folks spildevand?

Med disse uhyggelige udsigter sluttede mødet, lyder det i referatet

Der blev nu taget fat på opgaven.

Byens vejtræer måtte ofres ved lejligheden. I avisen kan nu læses i de følgende måneder om hvordan byen kommer til at ligne et bombekrater og vejene bliver ufremkommelige.

Enerverende regnvejr og siden tidlig frostvejr og nogen steder høj grundvandstand driller alle, der ellers energisk arbejder på sagen.

Der opstod også farlige situationer under arbejdet. Åge Andersen, (der siden blev dræningsmester i byen) blev en dag begravet i en grøft, hvor jorden skød sammen om ham. Men til held var der folk i nærheden, som hurtigt fik hans hoved gravet fri og siden hele manden. 

Længere fremme i arbejdet da vejene skulle grundforbedres og sluttelig asfalteres var en lastbil en dag i færd med at tippe grus af ud for mejeriet. Her opstod  også en situation der kunne have endt ulykkeligt.

Den dengang 4-årige Bjarne Fynbo var kravlet op på anhængerens træk uden vognmanden havde opdaget det. Da han ville køre fra stedet faldt drengen ned og ihvertfald eet af anhængerens hjul kørte over Bjarnes ben. Bjarne blev kørt på sygehuset, hvor der bare blev konstateret at drengens ben havde holdt til det. Måske pga. at der var blødt sand under.

Projektet kom til at strække sig over næsten 2 år, da projektet også skulle omhandle asfaltering af vejene og anlæg af fortove. Vejene i byen havde selvfølgelig bare været grusveje indtil da. Der var også fortove nogen steder i byen, men de var bare grusbelagte. Nu kom der rigtige fortove overalt med fliser.

 Sidst på året 1954 står at læse i avisen: Stor glæde opfylder i disse dage beboerne i Okslund ved bevidstheden om, at den stærkt trafikerede vej til Lindknud nu er færdig med udvidelse og tæppebelægning. Den før så hullede og stenede vej, sognets værste stykke kommunevej strækker sig nu jævn, bred og magelig gennem landskabet, og dermed er tiden for en færd til Lindknud for Okslundboerne forkortet til halvdelen af det tidligere.

Kloakeringen af Lindknud er forøvrigt kort omtalt i bogen ”Lindknud 1930 – 1992”. Der er også historie om problemer med overfladevand i tøbrudstider og om hvordan der kunne dannes søer i forskellige baghaver m.m..

Endvidere findes billeder i bogen: ”Lindknud 100 år i billeder” af Lindknuds gader inden kloakeringen og med vejtræerne og  inden asfalteringen af gaderne og etablering af fortovene.

 Andr. Bruun