En skole i bevægelse

Torsdag den 11. august 2011 startede Holmeåskolen med 126 elever og 18 ansatte, heraf 11 lærere med skoleleder Vivian Møberg Pedersen i spidsen. Alle var klar til at tage hul på skoleåret 2011/2012. Lærerne modtog eleverne ved indgangen, hvor mange denne dag også blev fulgt af deres forældre.

Dagen startede med samling i skolens gymnastiksal, da regnen, som så mange andre gange denne sommer, silede ned. Skoleleder Vivian bød velkommen med en nydigtet sang til Holmeåskolen. Sangen er på melodien “Det bedste jeg ved…”  – Tekst: Laila Pedersen.

Bækkene små de en å her har dannet
som noget stort de nu flyder af sted
Det kræver mod når vi noget skal starte,
som bækkene små skal vi skabe noget stort.
Nu` Holmeåskolen en realitet
– vi ser muligheder i det som er sket!

Voksne og børn skal en ny hverdag sammen
bygge på læring og trivsel og smil.
Aktivitet – her skal vi danne ”rammen”
og sammen vi skaber den nye stil
med rummelighed, glæde og empati.
På Holmeåskolen vi alle ka’ li’

Å’ens symbol på det liv, som den bringer
det ta´r vi med os som livs energi
Ser muligheder når klokken den ringer
ind på den skole, som VI ALLE KAN LI’!
syng med alle sammen, syng med i vort kor
lad sammen os nyde at skabe nog’d STORT.

De afgående skolebestyrelsesformænd Mogens Nielsen og Susan Rasmussen, fra henholdsvis Hovborg skole og Lindknud skole, benyttede lejligheden til at udbringe et leve for Holmeåskolen.

Vinderne af navnekonkurrencen blev sammen med skolens logo afsløret på årets første skoledag. Et fint symbol på den opbakning Holmeåskolen får af sine elever, forældre og skolens personale pryder nu gavlen af skolebygningen. Vinderne af navnekonkurrencen blev Simone Lykke Sørensen fra Hovborg og Søren Kyed Nielsen fra Lindknud.

Herefter gik elever med deres lærer til klasseværelserne, hvor forældrene fik lejlighed til at være med i den første undervisning. Senere havde forældre også mulighed for en snak over en kop kaffe. Starten på Holmeåskolen byder på noget nyt og spændende for elever, lærer og forældre. Vi glæder os over at Holmeåskolen kom godt fra start på skoleårets første dag, og vi ser frem til mange gode og lærerige dage for alle. På skolebestyrelsens vegne Randi Andersen og Elin Schmidt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *