1984.
Eventyr på fodrejse.
De to unge fattige studenter, Herløv og Ejbæk, er på fodrejse og møder på deres vej Skriverhans, der er en af to undvegne slaver. Efter en snak med Skriverhans, beslutter de to unge studenter, at aflægge Strandbjerg et besøg, både af sult og på grund af den skønne Laura, datter af ejeren til Strandbjerg assessor Svale.
De to studenter tager alle på Strandbjerg med storm, ikke bare assessor Svale, men i høj grad Laura og hendes kusine Johanne. Det er straks værre med forstkandidaten Vermund, som så godt som, er forlovet med Laura, han bryder sig ikke om de to studenter og deri gør han vel, idet Ejbæk og Laura hurtig falder for hinanden og ligeledes Herløv og Johanne.
Den enfoldige Birkedommer Krans og hans kone fru Helene Krans gør studenterne også et behagelig bekendtskab med. I embeds medfør må Birkedommeren tilbage til sit kontor, han har jo to slaver, nemlig Hans Mortensen, kaldet Skriverhans, og Kristen Skævben, som skal indfanges, men desværre bliver fru Krans på Strandbjerg og det svækker hans dømmekraft endda en hel del.
Vel hjemme møder Skriverhans op hos Birkedommeren og udgiver sig for en bonde fra Elmetofte.
Skriverhans aflevere et brev, som han selv har skrevet, til Birkedommer Krans, hvori der står, at de to undvegne slaver, er de to unge studenter, der nu opholder sig på Strandbjerg.
Ja, så kører spillet og det er kun Laura og Johanne, som tror på studenternes retskaffenhed og uskyld. Da Vermunds tegnebog bliver stjålet, kaster det yderligere mistanke på studenterne.
Det viser sig senere, at det er Skriverhans, der ved snilde og opfindsomhed har spillet dem alle et puds, men går dog til bekendelse til sidst og flygter fra Strandbjerg og Birkedommer Krans.
Assessor Svale har en replik, hvor han siger: ”Ja, tyven vil gjøre os til skamme, fordi vi har så lidt tiltro til vore medmennesker”.
Dermed bliver roen igen oprettet på Strandbjerg, dog bliver forlovelsen mellem Laura og Vermund ikke til noget, det bliver, som i alle eventyr, de gode der vinder til sidst og Laura og Ejbæk får hinanden og Johanne og Herløv finder da også sammen.
Eventyr på fodrejse sluttes af med sang, hvori der bl.a. synges af Birkedommer Krans:
Sagen sluttet er, så vidt som nu jeg ser,
Skjønt denne gang ej min færd med sejren krones,
men jeg lover, at forbryderen ej mer
mit skarpe blik skal undgå.
Senere synger alle:
Ja, vort eventyr er sluttet nu igen,
men ingen list skal os mer bag lyset føre;
under landlig fryd skal denne dag gå hen,
på Strandbjerg skal kun glædens stemme la´ sig høre.
Og alle synger til sidst:
Ganske som en fodtur ungdomstiden går,
med frejdigt mod man sig fægter gjennem livet,
hjertet drømmer sødt om kjærlighedens vår,
og held os, når så let som her den blev os givet.
