Da Lindknud fik elektricitet

I Niels Thøgersens bog ”Fra Lindknud sogn”, som udkom i 1935, fortælles i et afsnit ”Lys og Varme” om hvordan man skaffede sig de dele tilbage i tiden. Her kan så også læses om, hvornår den første elektricitet kom til sognet. Det skete i 1922, hvor man i Hovborg etablerede et lille lavspændings-værk på privat basis. Værket skaffede Hovborg by samt de nærmeste ejendomme elektrisk lys.

Lindknud sogn var ikke i front med at skaffe sig elektrisk lys og energi. På ”Museet på Sønderskov” kan for tiden ses og opleves en særudstilling, der hedder ”Forskning for folket”. En del af udstillingen handler om højskoleman-den, professor Poul la Cour s forskning og forsøg med at skabe vindkraft om til elektricitet. I Askov fik man allerede strøm i 1902 fra la Cour s vindmølle. Hans opfindelser bliver i øvrigt brugt i nutidens vindmølleindustri. Der var enkelte gårde også i Lindknud sogn der, inspireret af hvad der skete i Askov, fik en vindmølle på ladetaget, som trækkraft for en generator. Men der gik alligevel mange år inden strøm blev hvermands eje.

Lindknud sogn blev ellers ofte hjemsøgt af ingeniører fra de to store højspæn-dingsværker, først den i Harte og siden den i Karlsgårde. Karlsgårdeværket blev indviet i 1921. Det blev drevet ved vandkraft fra den opstemmede kunstige sø, skabt af vand fra Holme å.
Efterhånden var det især ingeniører herfra, der gerne ville skaffe sognet billig strøm, men folk turde ikke gå med, – der var for langt mellem skorstenene. Man mente ledningsnettet ville blive for dyr at skaffe til veje.
I Hovborg lod man sig dog overtale i 1932 af folkene fra Karlsgårde. Man gik sammen i en transformatorforening og byggede et tårn, for derefter at købe strøm fra Karlsgårdeværket. Nu havde Hovborg med en større omegn strøm.

I Lindknud turde man stadig ikke, men folk var alligevel optaget af ”det hvide lys” og lyksalighederne ved det. I 1922 var der planer om at mølleren (der var jo en ret stor vindmølle i byen) skulle levere strøm fra møllen. Den skulle trække en generator, og hvis der var vindstille, skulle en petroleumsmotor tage over, men planen strandede. Endelig i 1925 gik 25 borgere i Lindknud by sammen om at bygge et lille elværk. En 18 HK motor og en generator blev anskaffet og et ledningsnet etableret til distribution af strømmen.

Det var desværre blevet dyrere end forventet at etablere værket og strømmen kom til at koste for meget. Dog tilsluttede nogle folk sig efterhånden lav-strømsværket, – det var jo nemt at trykke på en kontakt frem for at bikse med petroleumslampen. Assersbølgård var gået med fra start og var en god aftager både af strøm til lys og lidt til kraft. Gælden fik man efterhånden klaret. Det lille elværk i Lindknud fungerede til 1938, hvorefter man, som i Hovborg, besluttede sig for at købe det mere stabile strøm i Karlsgårde.

Beslutningen betød, at der skulle bygges transformatorstationer (tårne) hvortil man fik strømmen leveret gennem værkets højspændingsnet. Sådanne trans-formatortårne blev der nu bygget i Lindknud, Okslund, Vittrup, Asserbøl, Hyldelund m. fl. steder. Der blev etableret en forening for hver station, hvis ansvar det var at skaffe strømmen til foreningens medlemmer billigst muligt. Der skulle føres ledninger frem til medlemmerne/aftagerne efterhånden, som de ønskede at tilslutte sig.

Det tog mange år før alle kom med. Der var gårde/ejendomme, der først fik strøm op i 1950erne. Det var en stor sag at få dette luftbårne ledningsnet bragt til veje, og dernæst at holde det i orden. Pælene kunne brække og ledningerne falde ned i stormvejr og under isslag osv.
Højspændingsværket, i vort tilfælde Karlsgårde, sørgede for at have montører boende ude omkring i områderne, hvor værket leverede strøm, for at holde øje med og for at reparere på ledningsnettet m.v.

Bertha Nielsen fortæller i bogen ”Lindknud 1930 – 90” hvordan hendes mand Kr. Nielsen blev godkendt til opgaven, og hvordan det gav baggrund for Bertha og Kr.Nielsen at starte installatør – og elforretning i Lindknud, – en virksomhed, der som bekendt, har fungeret siden.
Det blev en stadig større opgave for de små tranformerforeninger at klare sagen med at holde deres ledningsnet kraftigt nok, i takt med den stadig stigende efterspørgsel på strøm. Det gik ofte sådan at på de ejendomme, der lå længst ude, gik lyset ud, når dem, der lå foran på ledningen startede malkemaskinen el. lign. Derfor måtte ledningerne hele tiden forstørres og hvilken pris var der på kobberledningerne? Kunne der holdes orden i foreningens økonomi?

Omkring 1960, hvor udviklingen for alvor tog fart, og hvor der blev føjet mange nye og større elmotorer til, som trækkraft for redskaber, og hvor der blev anskaffet køleskabe, frysebokse m. v. i folks huse, voksede efterspørgs-len de små foreninger over hovedet. De blev nedlagt og transformerforenin-gens medlemmer blev direkte andelshavere hos Karlsgårde højspændingværk. Sydvestjyllands andels elektricitets forsyning hed værket, forkortet SAEF. Det vandkraftdrevne Karlsgårdeværk producerer for øvrigt stadig strøm, men er mest blot museum. Vestkraft i Esbjerg og andre værker har siden taget over.

Huset som blev bygget til Lindknuds elektricitetsværk i 1925 ligger der som bekendt endnu, – nu som garagebygning for huset Faurskovvej 5. Er det ikke mærkeligt at tænke på, at de fleste på vor egn for bare 70 år siden kun havde petroleumslampen til at give lys i stuen og at man måtte have lampen med ud i stalden, når der skulle fodres og malkes. Skolen, brugsen og købmanden måtte også klare sig med den.
Andreas Bruun

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.