Mindestenen i Klelund

 

 

Hans Henrik H. Østergaard

2014 

Et minde om krigen 1940 – 45

 

I plantagen Klelund Dyrehave ved Hovborg står en mindesten for syv canadiske og engelske flyvere, der omkom her natten mellem den 25. og 26. februar 1944 da deres fly blev skudt ned.

Mindestenen står ca. to kilometer inde i plantagen fra landevejen mellem Holsted og Grindsted. Nogle kilometer syd for Hovborg er der et vejskilt mod vest der viser til mindestenen, og ad grusvejen forbi skovfogedboligen kommer man til en afmærkning mod syd, hvorfra der kun er ca. 200 meter til stenen.

 Lige siden 1947 har der hvert år været holdt en sammenkomst på stedet den 4. maj om aftenen for at markere befrielsen den 5. maj 1945 og mindes de mange, der gav deres liv for vores frihed og fred, som der står på stenen.

På stedet er i 1982 opsat en lille tavle, der giver nogle korte oplysninger om begivenhederne i 1944, men endnu her 70 år efter er der mange af de besøgende på stedet som gerne vil vide mere om hvad der skete.

Min far Knud Høgsbro Østergaard, der var sognepræst i Aastrup og Vester Starup, skrev i 1967 en artikel om mindestenen i Årbog for Historisk Samfund i Ribe Amt, hvor han fortalte historien om den og gav udførlige oplysninger om de omkomne og deres baggrund.[1]

I dag er denne artikel ikke nemt tilgængelig for interesserede,[2] og på en række punkter er der siden 1967 kommet nye og mere præcise oplysninger frem om begivenhederne i den stadigt voksende mængde af litteratur om luftkrigen i Vesteuropa under 2. Verdenskrig. Der kan derfor være brug for en opdateret udgave af artiklen, så fortællingen stadig kan leve videre.

Nedstyrtningen i Klelund var blot en af de mange der fandt sted i Danmark og i danske farvande under krigen fra 1940 til 1945. Der er registreret i alt ca. 500 nedstyrtninger og i alt ca. 1170 omkomne flyvere fra de vestallierede luftstyrker.

Til gengæld ved vi mere om denne flyvemaskine og dens besætning end det er tilfældet for de fleste andre af nedstyrtningerne. Det skyldes et sammenfald af tilfældigheder og den indsats der blev ydet af en række personer i lokalområdet for at skabe et mindesmærke for de omkomne.[3]

 

Krigssituationen i begyndelsen af 1944

 

I begyndelsen af 1944 var de tyske tropper overalt på tilbagetog, og de allierede forberedte den invasion, der fandt sted den 6. juni 1944. Der blev foretaget omfattende bombetogter mod Tyskland. Amerikanerne bombede om dagen, englænderne om natten. Udover bombningerne blev der til stadighed udlagt miner i de danske farvande for i videst muligt omfang at hindre tyske skibstransporter til og fra det besatte Norge. Flyene kom fra baser der var placeret langs den engelske østkyst fra syd til nord. Mange af flyvningerne mod det nordtyske område gik ind over det sydlige Danmark, idet de allierede vurderede at det tyske luftforsvar her var svagere end længere ned langs Nordsø- og Kanalkysten.

 Tyskerne havde dog også i Danmark opbygget et betydeligt luftforsvar, og det blev yderligere udbygget da de engelske mineudlægninger intensiveredes fra foråret 1943. Grundlaget var en omfattende luftmeldetjenester, der kunne følge flytrafikken. Denne tjeneste var baseret på observationer fra et net af ”lytteposter,” – Flugwache, FLUWA.[4] Disse rapporterede til fem forskellige centre – Flugwachekommando – FLUKO i henholdsvis Aalborg, Aarhus, Kolding, Odense og København, alle bemandet og organiseret af Flugmeldeabteilung Dänemark. I Syd- og Vestjylland rapporteredes til FLUKO i Kolding. Men vigtigere var det vældige net af radar- og sporingsstationer, som tyskerne havde opbygget i takt med det stigende antal allierede angreb. De store fundamenter til disse radaranlæg står stadig tilbage mange steder i Danmark..

Oplysningerne fra luftmeldetjenesterne samledes i Luftwaffes danske hovedkvarter i Grove/Gedehus (i dag Karup), hvorfra de tyske natjagere dirigeredes.

Natjagerne var organiseret i eskadriller – Nachtjagdgeschwader – der hver var delt i fire grupper, betegnet med romertal. Hver gruppe var igen delt i fire enheder – Staffel – tre nummereret med arabertal samt en stabsenhed. Organisationen og antallet af fly i de enkelte enheder ændredes hele tiden i takt med krigens udvikling.

På denne tid hørte natjagerne i Vestdanmark til Nachtjagdgeschwader 3, hvor de udgjorde gruppe fire og derfor blev betegnet IV/NJG3. De fire enheder i gruppen  blev flyttet rundt efter behov. Fra november 1942 til januar 1944 var gruppe IV stationeret på Fliegerhorst Grove (Karup) og på Aalborg West, men flyttedes så til Westerland på øen Sild, dog således at en Staffel 10/NJG3 forblev i Grove i perioden januar til september 1944.

Herudover indgik der i det tyske luftforsvar en række luftværnsstillinger langs vestkysten og ved militære anlæg med luftværnskanoner og store lyskastere.

Også de danske myndigheder fulgte med i lufttrafikken over Danmark, først og fremmest for gennem luftalarm at kunne varsle befolkningen om evt. luftangreb. Opgaven blev udført af Luftmeldetjenesten under Statens Civile Luftværn. Den skulle foretage ”indrapportering af hændelser af luftværnsmæssig interesse, også til den tyske besættelsesmagt.”

Den civile luftmeldetjeneste var opdelt i fem varslingsdistrikter og organiseret med fem distriktskommandoer i de byer hvor der også var FLUKO, og hensigten var at også FLUKO skulle give besked om overflyvninger med henblik på evt. luftalarm. Men informationerne gik altså også den anden vej.

Distrikterne (udenfor København) rapporterede til Vestre Luftværnskommando i Aarhus, der igen rapporterede til Landsmeldecentralen i København.

”Luftens Krigere”

 

Den 25. februar om natten sendte Bomber Command i to bølger 594 bombemaskiner af sted mod Augsburg, der ligger 55 km nordvest for München. Målet var Messerschmitt-flyfabrikkerne og hovedbanegården, der var et vigtigt trafikknudepunkt. Samtidig sendtes der 131 bombefly på mineudlægning i Kielerbugten. Mineudlægning blev benævnt ”gardening,” dvs. ”havearbejde,” og de forskellige udlægnings-zoner havde da også navne efter blomster eller grøntsager.

Blandt de maskiner der sendtes af sted var 9 Halifax B Mk.V-maskiner fra Eskadrille 431.

 

Halifax B bombefly

 

Det var en canadisk eskadrille, altså en del af Royal Canadian Airforce (RCAF), men den indgik i Royal Air Force (RAF) og udgjorde sammen med 14 andre canadiske eskadriller ”6. Bomber Command.” Denne eskadrille var fra december 1943 stationeret på flyvebasen i den lille by Croft i Yorkshire i det nordlige England. Den havde fået navnet ”Irokeser-eskadrillen” (efter den indianske irokeser-stamme, der boede i områderne omkring Ontario-søen i det nordlige Amerika). Dens motto var ”The Hatiten Ronteriios,” der på irokesisk betyder ”Luftens Krigere.” En del af maskinerne havde på næsen fået malet et indianeransigt, og for hvert veludført togt blev der malet en tomahawk ved siden af.

 Halifax-flyet var et af de tre mest anvendte bombefly i RAF. Det var et stort fire-motorers fly med en længde på godt 20 m og et vingefang på over 30 meter, der kunne medføre bomber op til en vægt på i alt 6,6 t. Der var en besætning på syv personer. Øverst foran sad piloten og flymekanikeren, der også var andenpilot. I næsen af flyet var en plexiglas-kuppel; her var bombekasteren, som også betjente det maskingevær, der var installeret her, og bag ham sad navigatøren. Forrest i maskinen var ligeledes radiooperatøren. Ovenpå på flyet var der ligeledes en plexiglas-kuppel med plads til en maskingeværskytte (rygskytte), og endelig var der en kuppel i enden af flyet til agterskytten.

I instruktionen den 25. februar til besætningerne (Station Operation Order) står at målet er mineudlægning i zonen ”Forglemmigej,” der svarede til en del af Kieler-bugten mellem Danmark og Tyskland. Hvert fly medførte to miner, der hver vejede ca. 750 kg og som blev smidt ud med faldskærm over målområdet. Flyene lettede mellem kl. 20 og kl. 20.30 og skulle så samles over Baagø i Lillebælt. Kl. 20.49 skulle flyene være over målområdet og droppe minerne med intervaller på 5 og 10 minutter. Efter planen skulle de være tilbage på basen kl. 01.52.

På hjemvejen blev et af flyene angrebet af en af de tyske natjagere, der var sendt op fra basen i Grove. Jageren hørte til 10. Staffel i Nachtjagdgeschwader 3 (10/NJG3), der i denne periode var udstyret med Junker JU88 og Messerschmitt Bf 110 jagerfly. Piloten var løjtnant Erich Lippert. Den sædvanlige taktik for de tyske jagerpiloter var at komme tæt på den engelske maskine bagfra og nedefra og derefter søge at ramme benzintankene i en af flyets vinger. Det må også være lykkedes i dette tilfælde. Løjtnant Lippert rapporterede at den engelske maskine blev ramt i 5.600 m. højde kl. 23.43 og styrtede ned på en position OS 68, hvilket i koordinatsystemet på Luftwaffes ”plottekort” svarer godt til en position omkring Hovborg.[5]

Erich Lippert havde to dage før rapporteret en nedskydning af et amerikansk B 17 bombefly vest for Vejle kl. 14.20, men denne rapport blev aldrig bekræftet, og der er ikke i andre kilder registreret en sådan nedskydning. Han blev noteret for yderligere en nedskydning af en bombemaskine (fmt. en Halifax fra en anden canadisk eskadrille 432) kl. 01.40 natten mellem den 16. og 17. juni 1944 i området over byen Kleve i udkanten af Ruhr-området. Han omkom selv den 4. december 1944.

 

Nedstyrtningen

 

På tidspunktet for nedskydningen lidt i midnat hørte folk på egnen en voldsom eksplosion og så et blændende lysskær, formodentlig fra en eller flere eksploderende benzintanke, og piloten har herefter mistet kontrollen med flyet, der styrtede brændende ned og ramte jorden nogle minutter senere. Nedstyrtningsstedet var i Klelund Plantage  kun ca. 600 meter fra skovfogedboligen.

Skovfogeden C.J. Madsen blev det første vidne til hvad der var sket ved nedstyrtningen, og på grundlag af hvad han har fortalt nogen tid efter krigen samt enkelte andre kilder tegner der sig følgende billede af begivenhederne om natten den 26. februar og de følgende dage:[6]

Skovfoged C.J. Madsen, Klelund

Klokken var 11 minutter i 12, og skovfoged Madsen var ved at gå i seng. Han så lyssporene på himlen og et klart blink fra en bombemaskine. Et glimt og derefter en ildhale ind over Aastrup og Glejbjerg. Så kom nedstyrtningen. Huset rystede og revnede, så tagstenene senere måtte understryges. Han var klar over at det var en af de store flyvemaskiner. Der var et ildskær, grantoppe fløj op i luften, og stumper landede i haven

Natten var helt mørk. Det var nymåne, og en mild februar måned betød at der ikke var sne på jorden til at lyse op.

Han tog sin cykel og kørte ud mod Agerbæk. På vejen lå et brændende sæde fra flyet. Han gik op til nedstyrtningsstedet med en håndlygte. Ilden buldrede rundt omkring, og det var umuligt at komme i nærheden af maskinen. Han råbte et par gange for at finde ud af om der var overlevende, men fik ingen svar. Der lå noget hvidt, en faldskærm. En anden faldskærm blev senere fundet i træerne tæt på skovfogedboligen – bæresnorene var snittet over, antagelig af vragdele fra maskinen.

Han var kun kort tid på stedet og cyklede så tilbage. Fra skovfogedboligen ringede han til politibetjent Niels Hansen i Holsted, som straks telefonisk har rapporteret nedstyrtningen til politiet i Ribe, der har noteret: ”1 maskine af ukendt nationalitet er styrtet ned i den sydlige del af Klelund Plantage, ca. 20 km NØ f. Bramminge,” og sendt denne melding til Vestre Luftværnskommando (VLK)  kl. 00.16 med en tilføjelse om at den tyske FLUKO i Kolding var underrettet. VLK har videresendt den til Landsmeldecentralen kl. 01.13.

Politibetjent Hansen, der havde tjenestebil, kørte til Klelund med det samme, og han og skovfoged Madsen kørte op til nedstyrtningsstedet og gik rundt.  De prøvede at nærme sig den brændende maskine. Patroner sprængtes, lysspor-patroner faldt ned igen. Træerne omkring var fyldt med de stanniolstrimler, som maskinen havde haft med til at forstyrre fjendens radar. De fik træerne til at ligne juletræer med glimmer. Der var ingen overlevende, men der lå ligdele af de omkomne rundt i terrænet. I skovbunden fandt de en støvle, hvor der i pløsen var skrevet Bates og et nummer.[7] Så vidste de at det var en engelsk maskine.

FLUKO Kolding har formentlig alarmeret den tyske værnemagt. Fra begyndelsen af januar 1944 var der stationeret tyske tropper i Aastrup, Agerbæk, Faaborg, Aarre og Tofterup,[8] og efter et par timers forløb kom soldater fra Aastrup under ledelse af løjtnant Stefano frem til stedet. Skovfogeden og politibetjenten var på denne tid på vej væk fra stedet, men blev standset af tyskerne, der mistænkte dem for at skjule eventuelle overlevende. Efter Madsens udsagn var tyskerne meget nervøse og fjumrede rundt. Han og politibetjent Hansen fik ordre til at blive stående ved politibilen under tysk bevogtning, mens tyskerne afsøgte området for at finde eventuelle overlevende. Efter nogen tid meddelte Hansen, der var i uniform, at nu ville han ikke stå der længere – han skulle tilbage og aflægge rapport til sine overordnede, og hvis tyskerne ville ham noget var han i skovfogedboligen. De blev eskorteret ud af skoven, og skovfoged Madsen fik besked om at komme igen næste dag. Han havde gemt den fundne støvle under bilen, og det lykkedes ham uset at få den med i bilen, da de kørte.

Politibetjenten har igen rapporteret til Ribe Politi, der kl. 03.45 kan rapportere til Vestre Luftværnskommando:” [Den nedstyrtede maskine] er engelsk og er sprængt og brændt. Besætningen formentlig dræbt, da der er fundet større og mange mindre ligdele i nærheden af maskinen. Ingen bomber. Maskingevær-ammunitionen detonerer. Den tyske værnemagt fra Aastrup har overtaget bevogtningen. FLUKO Kolding bliver underrettet.”

 

Oprydningsarbejdet og begravelsen af de omkomne

 

 

Nedstyrtningsstedet i 1947

 

De følgende dage gik oprydningsarbejdet i gang. Ribe Politi rapporterer den 26. februar kl. 13.06 til Vestre Luftværnskommando at ”den bombesagkyndige har besigtiget bombenedslagsstedet … Maskinen ligger ret sandet, boret ned i jorden. Tysk afspærring er og dansk vagt vil blive etableret.”

Civile var forment adgang til stedet, men skovfoged Madsen kom næste dag, som han havde fået besked på. Da brændte det stadigvæk kl. 3. Luften var ikke rar. Et sted lå der et ben med en hjemmestrikket strømpe med en fin stopning. I skovbunden fandt han landkort, ikke over Danmark men over Holland, Belgien og Frankrig, fransk valuta, et kompas og en miniaturenedstryger.

 Han kunne se at maskinen var kommet fra sydvest, idet de store vestvendte graner var skåret over ved nedstyrtningen. Den var gået i jorden med en vinkel på ca. 45 grader, og kabinen og motorerne havde boret sig flere meter ned i jorden. Maskinen var fuldstændig splintret. Der var ikke et stykke tilbage så stort som en bordplade. Højre vinge var mest knust, venstre noget mindre. Vragstykker var spredt over et område på ca. en tønde land, hvor også skoven var brændt, ja, et enkelt stort stykke var endt i en myretue tæt ved skovfogedboligen.

Tyskerne rekvirerede dansk arbejdskraft til at foretage oprydningen. Arbejdet strakte sig over mere end en uge. Dagene var korte og man skulle have dagslys til arbejdet.

Tyskerne var først og fremmest interesseret i at få indsamlet de større dele fra maskinen med henblik på at genanvende aluminiummet, og de søgte også at fastslå maskinens identitet, måske især med henblik på at den tyske jagerpilot kunne få anerkendt nedskydningen. Fire læs metaldele blev kørt bort på lastbiler. Et læs blev sendt til metalvarefabrikken Glud og Marstrand, der lavede militært udstyr til værnemagten, de øvrige blev sendt med tog fra Holsted Station til Tyskland.[9]

Der skulle også sørges for ligene af de omkomne. I de første besættelsesår havde tyskerne begravet omkomne engelske flyvere med fuldt militært ceremoniel, men i lyset af de voldsomme bombardementer af de tyske byer ændrede man kurs i sommeren 1943, idet man nu betragtede de engelske flyvere som ”terrorflyvere” som kunne begraves uden ceremoniel, ja, fra sommeren 1944 i nogle tilfælde blot blev nedgravet på nedstyrtningsstedet.[10]

I Klelund rekvirerede man kister fra møbelhandler Ludvigsen i Agerbæk. Han har fortalt, at han havde kørt ligene bort efter tilkaldelsen fra tyskerne. Han havde set en af flyverne. Det var en ung smuk mand med sort tilbagestrøget hår – glatbarberet – iført brun ruskinds pullover og lynlås. Han var skåret over skråt fra øverste højre skulder og nedefter på skrå over brystet. Ellers ingen kendetegn. En anden lå forbrændt ved sin faldskærm – ja, helt forkullet, der var store brandhuller i faldskærmen.

Først ca. 10 dage efter nedstyrtningen blev kabinen gravet ud af sandjorden. Madsen var til stede og  har fortalt at det var et frygteligt syn. Det blev selv tyskerne for meget: vragdele, tøjstumper og menneskerester. De jordiske rester af de omkomne der blev fundet her blev lagt i en fælles kiste. Den blev fyldt så låget knap kunne lukkes. Hvor mange der har været var det umuligt at afgøre.

De omkomne blev kørt til gravlunden Fovrfeld[11]  i udkanten af Esbjerg, en af de centralkirkegårde som var blevet oprettet til begravelser af omkomne ”fjendtlige” flyvere. De blev begravet i to omgange: Den 3. marts og den 8. marts. Tyskerne gjorde ikke noget for at identificere de omkomne, men en af dem, A.D. MacGillivray, der blev begravet den 3. marts, var åbenbart umiddelbart identificerbar. Han blev indført i gravprotokollen og fik sin egen grav med navn på, mens de øvrige blev begravet i to anonyme fællesgrave. I protokollen blev anført at de var styrtet ned ved ”Harburg.”

Den daværende kirkegårdsinspektør Raabjerg har fortalt at begravelserne i denne periode normalt foregik på den måde at tyskerne kom kørende med de døde om aftenen, og så skulle de begraves næste morgen. Der var ingen gejstlig medvirken og ingen ceremoni, men ved hver begravelse var der en af de engelskfødte damer fra Esbjerg til stede – dem underrettede kirkegårdsinpektøren.

Tilbage i Klelund lå det afbrændte areal med det dybe krater fra nedstyrtningen hvor man tydeligt kunne se de fem fordybninger hvor de fire motorer og kabinen var gået i jorden. Rundt i området lå stadig mange mindre aluminiumsstykker og andre smådele fra maskinen. Her skulle skovfoged Madsen have fundet en anden støvle mærket Wardell og en handske mærket  MacG – også med numre[12].

På kanten af krateret rejste skovfoged Madsen et kors af to granstammer.

I den første tid efter befrielsen den 5.maj 1945 lå området stille hen. Der kom en del besøgende, børn og voksne, der samlede nogle af de mange små stykker aluminium og andre materialer, bl.a. stykker af et nyt materiale, som man ikke havde set før: Plastic.[13] En stål-iltbeholder, der var blevet fundet på nedstyrtningsstedet, endte ad ukendte veje som ”skoleklokke” på Grindsted Kost- og Realskole, hvor den blev taget i brug den 20. august 1947 ”til gavn og til minde.”[14]

Tanken om et mere varigt mindesmærke for de omkomne opstod efter nogen tid. Det var skovfoged Madsen der tog initiativet, men det var min far der blev drivkraften i projektet.

Den første opgave var at finde ud af hvem de omkomne var.

 

 

De omkomne

 

Allerede efter D-dag den 6. juni 1944 begyndte RAF arbejdet med at lokalisere og identificere de flyvere der var meldt savnet over Tyskland og de tysk besatte områder, og fra begyndelsen af 1945 blev dette arbejde organiseret i Missing Research Enquiry Service (MRES) – ”Tjenesten til efterforskning af savnede,” opdelt i enheder for de enkelte lande. I august 1945 dannedes 3. MRES, der skulle dække Norge, Danmark og Slesvig-Holsten (og den amerikanske besættelseszone i Tyskland). Enheden kom til Danmark i januar 1946 og fik hovedkvarter i Esbjerg. Der blev dannet syv sektioner, der skulle tage sig af hver sin del af landet – for Sydjylland var der en sektion i Kolding. Arbejdet blev besværliggjort af den meget hårde vinter dette år, og først i december i 1946 var man færdig, hvorefter hovedkvarteret blev flyttet til Karlsruhe i den amerikanske zone.

Det var et vanskeligt arbejde. Kirkegårdsinspektøren i Fovrfeld sagde at englænderne var meget pietetsfulde overfor de døde. Hver enkelt grav blev åbnet og alt undersøgt, også kemisk, f.eks. tøjrester. Efter at afdøde var identificeret blev der så sat et kors på graven med navn og data for den enkelte. Omkring 1950 opsatte the Commonwealth War Graves Commission (CWGC) de hvide gravsten, der i dag står på gravene i Fovrfeld – samme type gravsten, som er opsat på alle andre engelske krigsgrave. De seks af de syv er begravet i en fællesgrav, og der er to navne på hver af de tre sten.

Arbejdet med at identificere ofrene fra Klelund lettedes ved de oplysninger som englænderne fik om nedstyrtningen og de fundne genstande. Identifikationen var afsluttet i løbet af sommeren, og min far, der havde taget kontakten til englænderne, fik snart at vide hvem de omkomne var.

Den nedskudte Halifax B Mk.V fra eskadrille 431, betegnet K 705, SE-X,[15]  var lettet kl. 20.07 fra basen i Croft sammen med de andre maskiner fra eskadrillen. Den var blevet meldt savnet (Failed to Return, FTR), men der var ingen oplysninger om hvad der var sket.

Besætningen var:

Pilot:                      F/S         Edward Clayton Howey,  RCAF       

Navigatør:              F/S        George Edward Stevenson, RCAF     

              Bombekaster:         F/S        Alexander Donald MacGillivray, RAF Volunteer Reserve

              Radiotelegrafist:    Sgt.       Raymond Leonard Bates, RAF Volunteer Reserve,

              Rygskytte:              Sgt.        Alexander Milton George Munro, RCAF,

              Agterskytte:           Sgt.        Leo Thompson Wardell, RCAF

Flymekaniker:       Sgt.        Edward Roseby Metcalf, RAF Volunteer Reserve

Besætningerne i eskadrille 431 var for de flestes vedkommende rent canadiske (RCAF), men på nogle fly – som her – var der også frivillige fra UK, der havde meldt sig til RAF Volunteer Reserve. Dette var den normale adgangsvej for civile til at blive flyvere.

Besætningsmedlemmerne her havde rang af First Sergeant (F/S) oversergent – eller Sergeant (Sgt.)

Tre af de canadiske flyvere stod umiddelbart til forfremmelse, og på gravstenene i Fovrfeld er de derfor anført med den rang, de ville have fået: Både Howey og Munro ville være blevet oprykket til officersrang som Pilot Officer, mens Stevenson ville være blevet Warrant Officer – den højeste ikke-officers rang.

Besætningen havde kun været på basen i ca. to måneder, da de omkom ved nedstyrtningen.

 

Besætningen fra den nedstyrtede maskine. Fra venstre mod højre: Raymond Bates,

A. Milton G. Munro, Leo T. Wardell, Edward R. Metcalf, Donald A. MacGillivray og

E. Clayton Howey Ikke I billedet: George E. Stevenson. Det er formodentlig ham,

der har taget billedet.[16]

      

Øverst  fra venstre: MacGillivray, Howey og Stevenson

 

I midten fra venstre: Munro og Bates

 

Nederst fra venstre: Wardell (t.v. sammen med broderen Glen)

og Metcalf

 

 

Gravene på Fovrfeld kirkegård med trækors i 1946

 

Kontakt til de pårørende

 

De engelske myndigheder underrettede naturligvis de pårørende om hvad man nu vidste om hvor deres sønner var omkommet og hvor de var begravet.[17]

I sensommeren 1946 var arbejdet med at opstille en mindesten gået i gang, og min far fik fra MRES listen over de omkomne samt navn og adresser på de pårørende, således at han kunne tage kontakt til dem og fortælle dem om mindestenen.

Den  9. oktober 1946 kunne min far så skrive til hver enkelt familie og redegøre for hvad man vidste om deres sønners død samt sende et billede af den mindesten, der nu netop var blevet rejst.

Inden jul var der kommet svar fra alle familierne. De havde i forvejen kontakt med hinanden[18] og delt hinandens sorg; nu kunne de også dele den trøst det gav at vide hvad der var sket og hvor deres sønner var begravet. Uvisheden er det værste skrev en af dem.

Ud fra de oplysninger de enkelte familier har givet ved vi noget om hvem de omkomne var.  

Piloten E.Clayton Howey,[19] 26 år, var den ældste og eneste søn af en søskendeflok på fem. Familien havde en lille gård i Ontario-provinsen i Canada. Han havde altid ønsket at blive flyver og efter at have afsluttet High School og taget et flyver-kursus på universitetet blev han optaget i RCAF. Han var en livsglad og munter ung mand, der var vellidt af alle. Som den eneste af besætningen var han gift, men parret havde ingen børn, og hans kone giftede sig igen.[20]

Navigatøren George E. Stevenson, 25 år, var den yngste af en børneflok på elleve, seks drenge og fem piger. Familien boede i  Wawanesa i Manitoba-provinsen i Canada. Den ældste søn John T. Stevenson omkom i 1. Verdenskrig den 3. november 1918, 23 år gammel – en uge før våbenhvilen – og ligger begravet på kirkegården i Aulnoy øst for Paris. Faderen døde kort tid efter den ældste søns død. Navne på de to brødre der omkom er indhugget på en rød granitsøjle i Wawanesa, der er opsat som mindesmærke for de faldne i de to verdenskrige.

Bombekasteren A.D. MacGillivray,[21] 22 år, kom fra en lille by Nairn i nærheden af Inverness i Skotland. Han havde meldt sig som frivillig til RAF og var blevet knyttet til den canadiske eskadrille. Moderen var meget svagelig af tuberkulose og døde ret kort tid efter krigen, efter sigende af sorg over sønnens død. Den unge flyver havde en søster, Eleanor Beewers, der efter krigen havde kontakt til fru konsul Ludvig Christensen i Esbjerg.

Radiotelegrafisten og maskingeværskytten Raymond L. Bates, 21, år var fra Portchester lidt uden for den store havneby Portsmouth på Englands sydkyst. Hans far arbejdede på et af skibsværfterne i Portsmouth. Der var fire børn i familien. Den ældste søn William John Bates var også flyver i RAF, men omkom den 21. juni 1940 under et luftangreb mod den tyske krydser ”Scharnhorst” ved kysten i nærheden af Bergen i Norge. Han ligger begravet på kirkegården i Haugesund. Raymond var den yngste søn, og han ville være flyver ligesom storebroderen, selv om forældrene forsøgte at tale ham fra det.

For hver flyver blev der ført en logbog, der registrerede de enkelte flyvninger og deres varighed. Familien fik i 1946 tilsendt Raymonds logbog. Ud for den sidste flyvning står der ”missing,” og nedenunder et stempel ”Death presumed, May 1946” (Antagelig død).

Rygskytten  A. Milton G. Munro, 19 år, var den yngste af besætningen. Han kom fra Glenwood, en lille by på New Foundland[22] på den canadiske østkyst, tæt på den internationale lufthavn i Gander, og han var den førstefødte søn i familien – en glad og munter ung mand. Hans navn er med på et mindesmærke i Gander for omkomne flyvere fra New Foundland under 2. verdenskrig

Agterskytte Leo T. Wardell, 20 år, var vokset op i Simcoe i Ontario-provinsen. Efter endt skolegang arbejdede han i den lokale afdeling af køleskabsfirmaet Universal Coolers, men meldte sig så som frivillig til RCAF i august 1942 og kom til England i august 1943. En bror var i hæren (artilleriet) og kom velbeholden tilbage. Herudover var der endnu en bror og to søstre. Byen Simcoe ”adopterede” eskadrille 431 og sendte pakker med cigaretter, chokolade og daglige fornødenheder til besætningerne. I Simcoe er opført et klokketårn til minde om de faldne i 1. og 2. Verdenskrig – her er også Leo Wardells navn med.

Flymekanikeren Edward R. Metcalf, 20 år, var fra Gosforth, en forstad til storbyen Newcastle i det nordøstlige England. Både han og hans bror Donald havde meldt sig som frivillige til RAF. I den sidste del af krigen gjorde Donald tjeneste i Stillehavs-området, og efter krigen fortsatte han sin tjeneste i RAF.

Mindestenen

 

Det var skovfoged Madsen der tog initiativet til at få rejst en mindesten på nedstyrtningsstedet. Han havde kontakt med min far, der havde bedt ham at sige til, når han mente at der kunne gøres noget. Sammen med sognerådsformand Peder Jensen, Lindknud dannede de en lille komite til at forestå det videre arbejde. Også stationsmester C. H. W. Sørensen, Agerbæk var med i arbejdet.

Min far vidste at der lå en stor granitsten, en ”vandreblok” fra istiden, i heden lige vest for Klelund plantage i Aastrup Sogn. Den lå dybt i jorden og måtte graves fri. Optagning og transport af stenen var en ganske risikabel affære, men i efteråret 1946 lykkedes det Falck i Brørup ved stationsleder Sørensen og to medarbejdere at få den 6-7 tons tunge sten trukket op på en lastbil og transporteret hen til nedstyrtningsstedet. Her blev stenen den 3. oktober stillet op på kanten af det 2-3 meter dybe hul, der var skabt da flyet borede sig ned i jorden.

Den 4. oktober blev indskriften på stenen drøftet ved et møde hvori deltog den lille komites medlemmer samt sognerådsformanden fra Aastrup Chr. Nielsen (Bjørholm) og kromand Nikolajsen, Hovborg Kro og endvidere stenhugger M. Billeschou, Esbjerg, hvis firma skulle indhugge indskriften.

På min fars forslag besluttede man at skrive:

”Her omkom natten til den 26. februar 1944” og så navnene på de syv flyvere samt følgende linjer, som min far havde skrevet:

”Ukendt i mørket de styrtede ned,

Husk at de faldt for vor frihed og fred.

 

Af hensyn til de pårørende blev der tilføjet nogle linjer på engelsk:

 

“Be just and fear not, let all the ends thou aim’st at be thy country’s,

thy God’s and truth’s (Shakespeare)”

 

I oversættelse: “Gør ret, frygt ikke. Lad din gerning tjene dit fædreland, din Gud og sandheden.” [23]

 

Udgifterne til stenens rejsning og indhugningen af indskriften blev dækket ved indsamling blandt de omliggende sognes beboere og kommunale tilskud fra Lindknud, Holsted, Faaborg og Aastrup kommuner.[24] Stenen stod færdig i november 1946.

 

Det areal omkring nedstyrtningsstedet som var brændt blev indhegnet og nyplantet med canadisk fyr og lærketræer, og der blev anlagt en bred gang op til mindestenen med vilde roser på begge sider. Klelund Plantage ved den daværende ejer L. N. greve Moltke-Huitfeldt stillede arealet til rådighed og afholdt omkostningerne.

Afsløringen af stenen fandt sted den 5. maj i det følgende år i strålende forsommervejr. Det blev anslået at over 500 mennesker deltog i mindehøjtideligheden. Til at foretage selve afsløringen var indbudt ministeren for særlige anliggender og tidligere fremtrædende modstandsmand Per Federspiel. Blandt de øvrige særligt inviterede var dommer Emil G. Strøbech fra Kolding, der repræsenterede Modstandsbevægelsen i Sydjylland, den engelske konsul i Esbjerg, skibsmægler Ludvig Christensen og hustru samt politimestrene E.E. Flagstad fra Ribe og Hans Rasmussen fra Varde. Fra det engelske gesandtskab i København deltog Squadron Leader Coombs og Flight Lieutenant Baxter, der medbragte et RAF-flag, som dækkede stenen indtil afsløringen.

Gørding-Bramminge Sangkor under ledelse af overlærer Larsen Pedersen medvirkede, og som tolk fungerede lærer Leo Stråsø Kjær fra Grindsted Realskole.[25]

De pårørende var naturligvis inviteret til at være med. For de canadiske familier gjorde afstanden det umuligt at deltage, men fra England deltog John og Hilda Bates, samt Thomas og Nora Metcalf sammen med deres søn Donald Metcalf, der lige var vendt hjem fra Japan og som stadig aktiv flyver kunne deltage i RAF-uniform. Frk. Isabella Robertson deltog som repræsentant for de pårørende i Canada. Hun var kusine til den omkomne flyver George Stevenson, og da hun boede i Derby i England havde hun mulighed for at deltage. Rejsen til Danmark var en økonomisk belastning for nogle af de engelske deltagere, men en særlig indsamling som Ungdomsforeningen i Aastrup Sogn stod for gjorde det muligt at give dem hjælp til rejsen. De pårørende var i under opholdet i Danmark indkvarteret hos fiskemester Lambertsen i Tvilho, læge W. Iversen i Vejrup samt i præstegården i Aastrup.[26]

  

De pårørende ved afsløringen af mindestenen. Fra venstre: John Bates, Donald Metcalf, Nora og Thomas Metcalf og Isabella Robertson

 

Efter at min far havde budt velkommen holdt minister Federspiel mindetalen og afslørede stenen. Herefter sang koret den engelske salme ”Abide with me” – på dansk ”Vær du mig nær,” nr. 541 i salmebogen.

Der blev nedlagt kranse, og Squadron Commander Coombs takkede på RAFs vegne den lokale befolkning for at have sat dette minde. ”Det er en trøst for de efterladte og en ære for RAF. ”

Derefter sang forsamlingen ”God save the King” og ”Kong Christian,” og dommer Strøbech fra Kolding takkede England og Canada  på den danske  modstandsbevægelses vegne.

    Sognerådsformand Peder Jensen                            

 

 

 

 

 

 

 

K.Høgsbro Østergaard

 

For de pårørende talte Mr. Bates. Han gav udtryk for den taknemmelighed de pårørende følte over at deres sønner ikke var døde i glemsel, men at deres minde blev æret ved denne mindesten, og han sluttede med: ”We will remember you always as people, who, like ourselves, are lovers of justice and personal freedom, people whose hearts were big enough to embrace strangers and treat them as friends and fellow countrymen.” eller i dansk oversættelse: ” Vi vil altid huske jer som mennesker, der ligesom os selv hylder retten og friheden, mennesker hvis hjerter er store nok til at tage imod fremmede og behandle dem som venner og landsmænd.”

Der oplæstes også en hilsen fra familien til Clayton Howey, og efter at sognerådsformand Peder Jensen, Lindknud havde fortalt om hvordan stenen var blevet rejst og takket alle der havde medvirket, sluttede mindefesten med at forsamlingen sang ”Der er et yndigt land.”

De pårørende opholdt sig i landet i en uges tid. De besøgte bl.a. Andelsmejeriet i Glejbjerg og Chr. Ottosens gård i Terpling, og de var på udflugt til Skamlingsbanken. Den sidste dag aflagde de besøg ved gravene i Fovrfeld Gravlund, og bagefter var de gæster i konsul Ludvig Christensens hjem, inden de sejlede tilbage med ”Kronprins Frederik.”

 

 Tiden derefter

 

Mange besøgte mindestenen i de følgende år, og ofte er der lagt blomster ved stenen. Hvert år den 4. maj om aftenen bliver der stadig holdt en mindehøjtidelighed ved stenen, hvor man mindes de faldne allierede fra 2. Verdenskrig og befrielsen den 5. maj 1945. Sammenkomsten var i mange år arrangeret af Flyverhjemmeværnet (Luftmeldekorpset) og Holsted Turist- og Erhvervsråd, men i de senere år er det Hovborg Lokalhistoriske Arkiv og Lokalrådet, der har stået for arrangementet. Der er hvert år 100-150 deltagere, og der er tradition for at højtideligheden indledes med faneindmarch og der nedlægges kranse og blomster ved stenen. Der har hvert år været holdt en tale ved sammenkomsten, i de første mange år helt frem til sin død i 1987 var det – med enkelte undtagelser – min far der holdt talen. Siden har det oftest været de skiftende borgmestre, først i Holsted Kommune, nu – efter de seneste kommunesammenlægninger –  i Vejen Kommune, der har holdt mindetalen.[27]

Ved afsløringen af stenen i 1947 lovede sognerådsformand Peder Jensen fra Lindknud at tage vare på mindesmærket, men der blev aldrig indgået nogen skriftlig aftale om stedets fortsatte vedligeholdelse og bevaring. Grev Moltke-Huitfeldt måtte i 1971 afhænde plantagen, der blev købt af et dansk- hollandsk par, bosiddende i Canada,  Gerrit W.A. Sijpesteijn og Edel Margrethe, født Brockenhuus-Schack.

I 1985 blev lederen af det lokalhistoriske arkiv i Holsted, kæmner C. Carstensen, opmærksom på den manglende formelle aftale og med imødekommenhed fra ejerens side sørgede han for at der blev gennemført en fredning af den lille mindelund. I fredningsdeklarationen blev det fastlagt at Holsted Kommune (nu Vejen kommune) tager sig af vedligeholdelsen af anlægget omkring mindestenen og adgangsvejen til det, mens skovejeren vedligeholder den øvrige del af det fredede areal. Arealet må ikke fremtræde som en park, men skal holdes i den natur, som arealet havde ved flystyrtet i 1944, og området skal fortsat være frit tilgængeligt for offentligheden. Siden har plantagen igen skiftet ejer to gange – først blev den i 1985 overtaget af Pensionskassen for Sygeplejersker (PKA), og i 2005 blev den købt af den nuværende ejer Sofie Kirk Kiær Kristiansen. I 2010 har plantagen fået navnet Klelund Dyrehave.

Både de engelske og canadiske myndigheder er bekendt med mindestedet. De har fået tilsendt en engelsk oversættelse af min fars artikel fra 1967, og i november 1956 besøgte den daværende canadiske ambassadør H.F. Feaver mindestenen sammen med min far.

 

Den videre kontakt til de pårørende

 

Forbindelsen til de pårørende i England og Canada blev opretholdt i mange år, men er svundet bort i takt med at forældre og søskende til de omkomne er døde. I mange år sendte en kreds af de pårørende i fællesskab hvert år ved juletid kranse til gravene i Fovrfeld og til mindestenen. Min far hentede kransen til mindestenen hos en blomsterhandler i Esbjerg og kørte ud med den en af dagene op til jul. Han skrev også gennem mange år et julebrev til alle familierne og fik mange breve tilbage fra dem Flere af dem opretholdt også forbindelsen til skovfoged Madsen i en årrække.

Til to af familierne fik min far et tættere forhold.

Med Raymond Bates forældre var der løbende kontakt, og faderen John Bates var senere igen på besøg i Danmark. Raymond Bates bror Dennis besøgte både familien Lambertsen og Aastrup Præstegård i julen 1953. Han var på det tidspunkt soldat i den engelske hær og udstationeret i Hameln nær Hannover i den britiske besættelseszone i Vesttyskland og kunne ikke nå hjem til familien på juleorlov.

I 1993 kom Raymond Bates søster Doris, gift Smith og hendes mand Ron Smith til landet for at deltage i årets mindesammenkomst i Klelund. Her talte Doris Smith og sagde tak til lokalbefolkningen fordi man har fastholdt mindet om bl.a. hendes bror i de mange år der er gået. Hun og hendes mand besøgte også min mor, der nu var blevet alene og i stigende grad så synssvækket at hun ikke selv kunne deltage i mindesammenkomsten.

Også til George Stevensons familie kom der tætte bånd. Hans mor Margaret Stevenson levede endnu i en årrække og vedblev at være meget påvirket af den yngste søns død, men forbindelsen blev især varetaget af den ældre bror David Alexander (”Alex”) Stevenson og hans hustru Dorothy. Gennem årene er der blevet udvekslet et stort antal breve med dem. I nogle år efter 1947 sendte de gavepakker både til vores familie, til skovfoged Madsen og til familien Bates i England. Pakkerne indeholdt nogle af de ting som der var mangel på eller rationering af i efterkrigsårene – men ikke i Canada. I sommeren 1957 var Alex og Dorothy Stevensons datter Margaret sammen med sin mand John Mundie i Danmark for at besøge min far og være ved mindestenen og graven i Fovrfeld.

Min far fik lejlighed til at møde Alex og Dorothy Stevenson i sommeren 1961, da han og min mor og to af mine søskende var inviteret til USA af venner fra årene 1915-1919, hvor min far og hans familie havde boet i Muskegon i Michigan. Stevensons kørte den 3000 km lange vej fra Winnipeg i Canada for at være sammen med dem.

I sommeren 1954 havde en bror til Milton Munro besøgt mindestenen, men fik ikke kontakt til min far, der var på ferie. Til gengæld fik min far ved en af livets mange tilfældigheder lejlighed til at møde Milton Munros far. På hjemrejsen fra USA i 1961 strandede min far med familie i et døgn i lufthavnen i Gander på New Foundland på grund af maskinproblemer med flyet. Ved hjælp af lufthavnsfunktionærer fik han kontakt med Mr. Munro, og de mødtes i lufthavnen og talte sammen i en times tid. Til afsked fik min far foræret en gipsmodel af et elsdyr, en af hans kære ejendele i mange år.

Så sent som i 1984 besøgte en søster til Clayton Howey mindestenen, desværre uden at komme i kontakt med min far. Mindestenen og kontakten til min far og andre i den kreds der havde rejst stenen vedblev at have betydning for de pårørende. En af dem skrev: I og jeres venner har begravet meget af vores sorg og vist os et nyt lys og givet os bedre minder.

”Vi vil huske dem”

 

RAFs Bomber Command mistede mere end 50.000 af de i alt ca. 120.000 flyvere i denne del af RAF, og i Eskadrille 431, hvor der i løbet af krigen var i alt ca. 1400 flyvere mistede knap 400 livet og yderligere godt 100 blev krigsfanger.

En veteran fra eskadrille 431 blev da han nærmede sig de 80 år spurgt: Mange af jer var dengang så unge, var I ikke bange? og svarede: Vi var alle sammen bange, og hvis der nogensinde skulle være nogen der siger noget andet, så er de nogle forbandede løgnere.[28]

Fortællingen om de syv unge mænd, der omkom i Klelund, viser hvordan der for hver enkelt af de utallige døde i krigen altid sad en far eller mor eller søskende tilbage med savn og sorg. Det kommer stærkt til udtryk i digtet ”For de faldne,” skrevet i 1914, som stadig bliver fremsagt når man i England og bl.a. Canada mindes de der faldt i både 1. og 2. Verdenskrig. De to sidste linjer er indhugget på en af gravstenene for de syv i gravlunden i Fovrfeld:

They shall grow not old, as we that are left grow old:

Age shall not weary them, nor the years condemn.

At the going down of the sun and in the morning,

We shall remember them.

 

eller på dansk:

 

De vil ikke blive gamle, som vi der er tilbage bliver gamle.

Alderen skal ikke trætte dem, ej hellere årene fælde dem.

Ved solnedgang og ved daggry

Vil vi huske dem.

 

            Gravene i Fovrfeld i 2014

        

 

       

Gravstenene i Fovrfeld Gravlund, Esbjerg, A8, 23 og 24-25

Noter