For en tid siden kom Annemarie og Kristen Sørensen, der begge er fra Vittrup, med en mængde materiale til arkivering i Lindknud lokalhistoriske forenings arkiv.
Kristens barndomshjem var den gl. gård i Vittrup Bækkevej 56, og det var herfra det meste materiale som skøder, aftægtskontrakter m. v. stammede.
Men de kom også med et billede af den vindmølle Vittrup-bønderne etablerede i 1874, men som brændte i 1917 uden at blive genopført.
Det er en sensation med det billede. Rigtig mange har søgt efter et billede af den mølle.
Det eneste der er tilbage af møllen med det tilhørende beboelseshus i 2013 er en stor granit-kværnsten samt beboelseshuset der dog kun nu er garagebygning for naboejendommen Vittrup Baunevej 1, men målene 7 fag lang og 11 alen bred passer.
I bogen ”Lindknud. 100 år i billeder” side 116 findes i øvrigt et billede af husets gavl ud mod vejen, hvor der var en niche i muren, der tjente som opslagstavle for Vittrup-borgere. Billedet herunder forestiller beboelseshuset, som det ser ud i 2014, hvor det som sagt er blevet til garage for naboejendommen.
Kristen Sørensen har fået kopien af billedet af Yrsa Schrøder Lerø, som er datter af den sidste mølleejer Sofus Schrøder Hansen og altså ham som møllen brændte for i 1917.
Yrsa s far hed som sagt Sofus Schrøder Hansen. Yrsa s far havde købt møllen i 1916 af broderen Hans Peter, som havde haft skødet på møllen siden 1912. Men Hans Peter fortsatte med at passe møllen efter Sofus havde købt den.
Gennem Kristen Sørensen er kontakten til Yrsa Lerø kommet istand. Yrsa Schrøder Lerø bor i Oslo, og hun har leveret gode oplysninger om familien. Hun er ejer af det originale billede af møllen, som hun fortæller er et maleri efter et fotografi. Hun ved ikke, hvem der har malet billedet og der findes ingen initialer på det.
Yrsa fortæller at hun kom på sommerferier i Kristens hjem, altså hos Oline og Niels Sørensen, som havde beholdt forbindelsen til mølleejeren Sofus også efter han var rejst fra Vittrup. Det var stor gæstfrihed hun mødte her og godt for hende, som enebarn, at komme hvor der var 8 børn.
Der findes en historie om Vittrup mølle i et årsskrift for Historisk arkiv for Brørup og omegn fra 1974. Det er min far Chr. Bruun, der har samlet og skrevet historien ud fra originale dokumenter.
Her skal derfor kun kort gentages at det var 10 Vittrup-bønder + én fra Asbo der, sammen med en mand, der skulle bestyre møllen, C. Rasmussen, som d. 12 juni 1874 satte deres navne under en interessentkontrakt, hvorefter der skulle opføres og drives en vindmølle i Vittrup med tilhørende beboelse for mølleren.
C. Rasmussen indskød 1000 rigsdaler i projektet og Jens Lauridsen fra Asbo 400. Af de 10 andre bønder fra Vittrup indskød de 7 hver 200 rigsdaler og de sidste 3 hver 100. I alt blev det til 3100 rigsdaler.
For dette beløb skulle mølleren sørge for indkøb af arealet, som var udset, og som var et smalt stykke jord udstykket fra ejendommen Vittrup matr. nr. 1, samt for opførelsen af møllen og beboelsen.
Møllen skulle have et vingefang på 23 alen, have 2 malekværne, 1 skelkværn og et boghvedeværk.
Beboelseshuset skulle være på 7 fag lang og 11 alen bred.
I kontrakten er nøje gjort rede for hvordan mølleren skulle forrente den indskudte kapital, og hvornår den skulle udbetales til indskyderne.
Én af møllens granit kværnsten er i behold og ligger på gårdspladsen ved naboejendommen
Matrikelkortet fra Vittrup (der er fra en senere tid) viser den smalle strimmel jord matrikel 1 e, hvor møllen m.v. blev etableret. Matrikel nummeret er overstreget på kortet pga. at arealet sidenhen er lagt ind under naboejendommen 6h. med adressen Vittrup Baunevej 1. Vittrup Baunevej gik dengang forbi møllegrunden og videre ned mellem 6 og 8q for at munde ud i Bækkevej ved den tidligere Vittrup Købmandshandel. |
Alting går åbenbart som aftalt, møllen bliver etableret og den må have fungeret efter hensigten.
Skiftende mølleejere eller bestyrere, som han tituleres i kontrakten, holdt åbenbart aftalerne.
Der var 7 ejere/bestyrere af møllen før Sofus købte den i 1916. På det tidspunkt er de forskellige indskydere for længst betalt ud.
Sofus Schrøder Hansen er født 11 maj 1893 i Revsing ved Gesten, hvor forældrene havde en ejendom. Der var 3 brødre, Hans Peter født 1888, (han, som ejede og siden bestyrede møllen), Sofus fra 1893 og en yngre bror Knud født 1896?.
Hans Peter og hans kone Nikoline Serafie Adolfine fik 10 børn hvoraf Mary bor i Kolding som 87årig og Aage i Holstebro.
Han er 83 år.
Billedet af de to brødre Sofus og Hans Peter må være taget under 1. verdenskrig 1914 -18. Uniformerne tyder på at de har været indkaldt til den sikringsstyrke, som var i funktion under denne krig.
Billedet er taget af fotograf Ludvig Jensen, Holbæk
Sofus giftede sig 31/12 1933 med Inger Christensen fra Horsens og de to fik nu Yrsa 15 aug. 1939, som deres eneste barn.
Yrsa blev døbt i Scht. Michaelis kirke med bl. andre farbror Knud som fadder.
Knud forblev ugift. Han var smed i Tapsøre. Når de to af brødrene havde Schrøder- navnet var det efter deres mor, som kom fra Stenderup, og hvor hendes forældre hed Marie Hansen og Knud Johansen Schrøder. Han var skomager i Føvling – Stenderup. Det er uvist hvorfor Hans Peter ikke fik Schrøder-navnet.
Da møllen i Vittrup var brændt i 1917 rejste Hans Peter og den store familie til et arbejde på Vonsild mølle. Senere blev det til bopæl i Kolding og et arbejde på Jysk Andels Foderstof.
Sofus fik arbejde på Havnemøllen i Fredericia og flyttede dertil i 1920, hvor Kastelsvej, blev den senere adresse. Ved folketællingerne i Fredericia er Sofus Schrøder Hansen s titel, at han er møller.
Sofus havde nu dette arbejde på havnemøllen i Fredericia til hans pensionering i 1963. I 1964 døde hustruen Inger som kun 58årig.
Yrsa fortæller for øvrigt at Holger Hansen, som mange i Lindknud måske kan huske som vognmand og senere for hans lillebil-kørsel i Lindknud, var fætter til hendes far.
Deres fædre Jens og Anders var brødre. Holger Hansen havde indtil 1930 ejendommen Nr. Vittrupvej 8, som mine forældre, Marie og Chr. Bruun, købte på dette tidspunkt.
I 1971 giftede Yrsa sig med nordmanden Kåre Lerø og de bosatte sig i Oslo.
De fik to børn Anne Louise og Trygve, som fik efternavnet Schrøder Lerø. De er begge lærere.
Kåre døde 31/12 2012. Yrsa fortæller at datteren Anne Louise har arvet genet for mølleri og mel. Ved siden af lærer-jobbet er hun ”bagemester” i familien.
To gange om året rejste Sofus til Oslo for at besøge datter-familien. Han døde i Danmark 24/4 1977 og samme år blev hans urne sat ned på Grefsen kirkegård i Oslo.
Andreas Bruun
Kilder: Yrsa Schrøder Lerø, Oslo
Kristen Sørensen, Fanø
Årsskrift 1974, Historisk arkiv for Brørup og omegn
Bogen: ”Lindknud. 100 år i billeder”
I bogen ”Lindknud 1930 – 91. En egn i forandring” side 159 findes en historie om smedien, der afløste møllen.