I lokalhistorisk forenings bestyrelse har vi, som det vil være bekendt, været i gang med at samle historie om folk hvis gravmæle på kirkegården er erklæret bevaringsværdigt.

Historierne har været i Lokalbladet. 

Nu har vi talt om at fortsætte med at samle og fortælle historier også om andre folk, som f.eks. lærer Skovbjergs.

Hvis man synes det er en god ide er bestyrelsen meget modtagelig for at få historier om sådanne folk, der som Skovbjergs har boet og virket og sat deres præg på egnen her, og som man mener kunne fortjene at der blev fortalt en historie om til Lokalbladet. Det kan være ”færdige” historier lige til bladet. Det kan også bare være forslag til folk, som bestyrelsen så kan forsøge at finde og samle en historie om. 

I bestyrelsen ved vi godt, at det kan være farligt, – hvem skal der fortælles historie om og hvem ikke? Alle der har boet her har selvfølgelig haft betydning.

Men er der alligevel ikke nogen, der mere som andre, f eks. i kraft af deres job, er kommet til at give udviklingen på egnen én eller anden retning, som har været godt for egnen, og som det derfor kan være fint nok at bringe i erindring for os, der bor her nu?

Vi vover det i hvert fald og først er her nu en lille historie om lærer Skovbjergs.

Der er gravsted for dem i græsbakken til højre for kirkens våbenhus. Gravstedet / stenen er endnu ikke vurderet som bevarings-værdigt, men den bliver det måske engang.

Skovbjerg havde stor indflydelse på tingene i Lindknud i den lange tid han var Lindknud skoles førstelærer. Det var fra 1910 til 1938, hvor Skovbjerg døde. Blandt mange sager Skovbjerg involverede sig i, var han med til at oprette Lindknud bibliotek i 1912 og var denne forenings formand og bibliotekar i alle årene.

Der står som bekendt en sten ved Lindknud skole, hvorpå der på den ene side står ”Lindknud skole” og på den anden Skovbjergs navn og årstallene 1910 – 38 samt: ”Byg borg af hverdags stene”. Det var en sten Skovbjergs fik foræret af egnens folk. Det var samtidig en gave til skolen.

Julius Pedersen som endnu vil være kendt af de fleste i Lindknud, havde en historie i avisen da Skovbjerg kunne være blevet 90 år. Denne historie gengives her i uddrag:

” Når jeg tænker på min skoletid i Lindknud skole, samles tankerne om førstelærer  Skovbjerg, hvis fulde navn var Niels Kristian Nielsen Skovbjerg, f. d. 24/8 1884 i Blåhøj, Sdr. Omme sogn som søn af gårdmand Jens Nielsen og hustru Birgitte. Skovbjerg fik kald som førstelærer og kirkesanger i Lindknud 1/8 1910 og blev i embedet til han døde først på året 1938.

Skovbjerg undervisning, som for mit vedkommende ophørte i 1927, har jeg aldrig glemt. Dansk var hovedfaget. Eleverne skulle lære at læse med forståelse. Den monotone stemmeføring blev stoppet. Stemmeføringen skulle tilkendegive at det læste, tegnsætning, punktum i særdeleshed, respekteres.

For at understrege læsningens betydning, læste Skovbjerg til stor glæde for os enkelte bøger, før de indgik i børnebogsamlingen.

Mange tidligere elever vil den dag i dag kunne gengive dele af sådanne bøgers indhold. Undervisningen var konstruktiv og grundig. Gamle elever vil også kunne huske sangtimerne. Skovbjerg stemte violinen, buen fik en ekstra omgang harpiks og eventuelt løse hår fjernet med et særdeles kontant ryk.

Repertoiret var yderst alsidigt. Jeppe Åkjærs hjemstavnsdigte og meget andet blev vi fortrolige med til Skovbjergs violin og under hans vejledning.

Vejledningen bestod i kraftige opfordringer til at lukke munden op, synge på vokalerne. Til afveksling indøvedes kanons og flerstemmige sange.

Skoledagene indledtes med morgensalme og Skovbjerg bad Fadervor.

Når timen var gået, markeredes dette med at synge et enkelt salmevers.

Mellem disse tidspunkter skete der en masse mere. Udførlig omtale er ikke mulig. Dog bør det nævnes at bibelhistorie havde en fremtrædende plads. Under overhøringen i bibelhistorie måtte vi bruge vore egne ord. Stoffet, også salmeversene blev kommenteret, uddybet og forklaret, så børnene var ikke uforberedte når de senere mødte til konfirmationsundervisningen. Det nye testamente blev gennemgået, og Skovbjerg har gjort sit til, at hans elever ved, hvad der står i bibelen.

Fagtrængsel var dengang et ukendt begreb og derfor blev et andet hovedfag, regning, ikke forsømt. Vi fik lov at regne løs, og Skovbjerg gik rundt i klassen og gav en hjælpende hånd, når det kneb.

I grupper blev vi sat ind i brøkernes mysterium, der blev lagt vægt på regnestykkernes opstilling, men måske kunne facit røbes og derved hjælpe på løsningen af et svært regnestykke.

Undervisningen omfattede også danmarkshistorie, geografi, zoologi, verdenshistorie, tegning og lidt fysik. Botanik var et sommerfag. Som et kuriosum kan nævnes, at man den gang kunne finde de insektædende planter, soldug og vibefedt i engdraget nær skolen.

Atmosfæren i skolen var tryg og tvangfri og der var ro og orden.

Som kirkesanger i Lindknud vil Skovbjerg huskes længe. Hans ubesværede sang, mens han vandrede frem og tilbage i kirken, ind – og udgangsbønnen læst uden jag, men smukt og inderligt.”

Julius Pedersens anledning til at mindes den gamle lærer, var den, at der i 1974 var debat om katastrofeniveauet for dansk og regning i den danske folkeskole. I den anledning føjer han nedenstående ord til historien, ord som vel samtidig beviser at der på den måde ikke er så meget nyt under solen.

”Vidtløftige ændringer i folkeskolens formålsparagraf vil være af ringe værdi for skolearbejdet. Dets værdi afhænger af den enkelte lærer og elevs indsats.

Emsige reformfolk inden for skolens verden og i politiske kredse bør derfor vælge med omhu når gammel fragt skal kastes i havet. Det vil høre til nyttige kundskaber at kende Johs. V. Jensens ord: ”Den, der ingen balast har fra fortiden, har ingen fragt med ind i fremtiden”.

I Skovbjerg s første tid ved skolen i Lindknud var der forskoler i  Assersbøl, Okslund og Vittrup.  Okslund og Vittrup skoler blev 2-klassede i 1919, dvs. 1 –3 årgange i én klasse og 4 –7 i anden.

I Lindknud skole gik 2 årgange børn i een klasse i hans første tid og der var to skolebygninger indeholdende tre klasseværelser, en stue til biblioteket, en førstelærerbolig og en lille lejlighed til en enlig lærer. Begge disse bygninger er nu væk. Skovbjerg har måske i begyndelsen haft 40 børn i én klasse.

Senere blev skolen selvfølgelig 7-klasset. 

Harald Iversen, der var lærer ved Lindknud skole i 30erne karakteriserede Skovbjerg som et prægtigt menneske og en dygtig lærer. Skovbjerg var syg i perioder i hans sidste tid, hvor der derfor måtte vikar til.

Christine og Niels Kr. N. Skovbjerg havde 6 børn, 5 sønner og en datter. Vi ved at een søn var skoleinspektør i Randers, en anden dyrlæge, en tredie landmand, men ingen af dem blev på egnen og der er ingen kontakt til Lindknud.

Som før sagt døde Skovbjerg i 1938 og han blev begravet i krogen bag våbenhuset og op ad kirkemuren.

Fru Christine Skovbjerg flyttede derefter herfra, men kom tilbage hertil i hendes kiste da hun døde i 1974.

Som det kan ses på graven rejstes gravstenen af venner. 

NB. Der findes billede af lærer Skovbjerg og frue i bogen: ”Lindknud – 100 år i billeder”. De står ved stenen, der står ved skolen.                   Andreas Bruun