Savmøllen, der byttes væk for en bil

I 1930 erne etablerede en mand, der hed Marinus Nissen en savmølle på et lejet jordstykke bag ved Lindknud bageri.

Savmøllen var trukket af et lokomobil, dvs. en transportabel dampmaskine.

Marinus var svigersøn til familien Olander, der på det tidspunkt ejede gården Ulvehøj på Ulvehøjvej. Marinus og hans kone boede i lejligheden på missionshusets loft.

Egon Bonde fortæller, at han som dreng arbejdede på savværket, når han ikke var i skole. Han fortæller at lokomobilen kunne trække to savklinger, og at det fortrinsvis var fiskekasser, der blev fremstillet. Egon Bonde havde akkord på arbejdet. Han fik 1 øre for at sømme en fiskekasse sammen og kunne komme op på at tjene 10 øre på en dag.

Men en dag i sommeren 1937 kom en ung mand kørende til Lindknud i sin bil. Han opdagede den lille savmølle bagved bageriet, – måske kunne den høres i byen! Vor ven, den unge mand, er sikkert kørt efter lyden og på den måde fundet frem hvor den kom fra.

Han blev straks optaget af den lille virksomhed og spurgte ejeren Marinus om savmøllen kunne købes. Marinus betænkte sig ikke længe og svaret blev: ”Ja, det kunne den”.

Historien melder ikke noget om, hvor meget der blev tinget om prisen, men handelen endte ihvertfald med at Marinus tog den unge mands bil i bytte for savmøllen.

Historien melder heller ikke noget om hvilken bil, det var, – dens årgang eller tilstand.

Hvem var den nye ejer af savmøllen og hans kæreste

Den unge mand, der byttede bilen for savmøllen hed Karl Volmer Andersen. Han kom fra Brændstrup i Sønderjylland, hvor han var karl på en gård.

Han var ellers sjællænder, født på en gård på Roskildeegnen, som den yngste af en søskendeflok på fem.

Hans forældre hed Anne Marie og Peter Andersen og hans data iøvrigt er: født 26. dec. 1906 og døbt i Roskilde domkirke.

Hvordan den nye savmølleejer kom tilbage til pladsen på gården i Brændstrup, ved vi ikke. Han havde jo handlet bilen væk. For øvrigt siger det noget om Karl Volmer, at han allerede i 1937 havde en bil. Det var ganske usædvanligt dengang. Han må have haft eventyr i blodet og været god til at passe på hans penge.

Men i Brændstrup boede hans kæreste Astrid. Hun var derfra.

Hendes hjem var gården Bremhus syd for Rødding. Hun var født 30. nov. 1914. Hendes forældre hed Petrine Nicoline og Anders Simonsen Thyssen.

Vi må tro at Karl Volmer Andersen har været hjemme i Brændstrup for at fortælle Astrid om handelen. Astrid havde, som Karl Volmer også plads på en gård, som lå ca.15 km. fra hendes hjem i Brem.

Historien her er mestendels samlet på grundlag af Astrids fortælling og optegnelser mange år senere, da hun næsten var 9o år. I den historie fortæller hun ikke noget om, at hun var utilfreds med kærestens handel.

Hun fortæller tværtimod om, at Karl Volmer ret hurtigt efter købet af savmøllen købte et gammelt hus, der lå i nærheden og på en stor grund.

Først da, efter denne handel, kommer Astrid til Lindknud for at se på herlighederne. Sammen med hendes bror Alfred tager hun turen til Lindknud på en tandem cykel.

Om huset skriver hun i hendes optegnelser:

”Og sikken overraskelse. Der var en ret stor bygning, samt et meget snavset hus. En gammel eneboer havde boet der i mange år sammen med hans geder.

Selvom huset var snavset, prisen var rigtig.”  Huset havde kostet 3000 kr.      

I parentes kan nævnes at huset/ejendommen var et dødsbo. Den hidtidige ejer Hans Jespersen Gehlert var død i maj 1937. Gehlert havde været enkemand i mange år og havde levet for sig selv, frigjort fra hvad, der ellers var normen dengang. Der findes historie om Gehlert familien i” Lokalbladet.” Historien kan også findes ved at søge på ”Lindknud” på nettet.

Huset som Karl Volmer købte i 1937 for 3000 kr.

Da Astrid havde set og godkendt Karl Volmers køb af savmøllen og huset, cyklede hun tilbage til hendes plads på gården i Brændstrup. Hendes fæstemål på gården udløb 1.nov..

Flytning af savmøllen og giftermål

Tiden går og det bliver 1. nov.. Straks tager Astrid og Karl Volmer til Kolding for at gøre indkøb. Der var meget de manglede til deres fremtidige hjem. Først af alt skulle de købe en skøn brudekjole til Astrid.

”Alt gik vel og vi var færdig til at holde bryllup 13. nov. 1937. Det blev holdt i mit hjem Bremhus”.

Karl Volmer var da 30 år og Astrid 24.

”Hvedebrødsdagene gik med at gøre huset rent. Min søster Kjestine og hendes mand og min bror Svend kom en dag og hjalp. De var meget velkomne. Volmer lagde nyt gulv i stuen, mens jeg vaskede loftet. Børsten faldt ned i sandet. Da fandt jeg ud af at loftet ikke var brunt men hvidt, – børsten blev som sandpapir.”

Der er en lang historie om rengøringen af huset. Forgængeren i huset, Hans Jespersen Gehlert, der som før omtalt var død, og hvor Karl Volmer derefter havde købt dødsboet, havde haft geder i den ene ende af huset og får i den anden. Der blev vasket og vasket, men lugten af dyrene blev ved at hænge ved.

Det kan tilføjes at langt senere beboere af huset stadig kunne lugte ged.

Savmøllen blev nu flyttet fra den lejede grund bag bageriet til det nye sted, og alt værktøjet blev placeret i udhuset, som hørte til ejendommen.

Astrid kom nu på arbejde med at holde ilden ved lige under lokomobilen, så dampen kunne holdes oppe på dampmaskinen, der skulle trække savene.

Der blev fortsat med at fabrikere fiskekasser, som den tidligere ejer havde været i gang med. Der blev også savet træ op til andre formål, og alt må være gået godt på savværket.

Et jordstykke overfor savværket, på modsat side af vejen mod Okslund, kom til salg først på året i 1940.

På jordstykket havde Lindknud sogns husmandsforening i mange år haft en forsøgs – og forevisningshave. Nu købte Astrid og Karl Volmer jordstykket, – Astrid får skødet på det.

De senere ejere af savværket Helge Nielsen og Åge Christensen solgte halvdelen af jordstykket i 1949, hvor huset Okslundvej 37 derefter blev bygget. På den anden halvdel byggede Kirsten og Jørgen Gejl huset Okslundvej 39, da de var savværksejere i årene 1960 til lukningen i 67.

Som sagt alt gik vel for Astrid og Karl Volmer de første år. Træstammerne til opsavning blev købt i egnens skove, og der var nok af det.

Men så kom krigen i 1940.

Tyskerne besatte som bekendt Danmark 9. april 1940, og det blev slemme tider. Det gik hurtigt sådan, at der blev mangel på træ. Tyskerne beslaglagde det meste og betalte i øvrigt godt for træet. Mange steder blev skovene skamhuggede for at skaffe besættelsesmagten træ.

Men det blev også småt med brændstof til bilerne. Derfor kom man på savværket i gang med at fremstille brændsel af affaldstræ til at fyre i generatorerne, der blev installeret på bilerne. En sådan generator kunne udvikle gas, som blev til drivmiddel for motoren. Det gav indtægter på savværket.

Der kom endvidere efterspørgsel på f. eks. siloer til ensilage til kvægfoder på gårdene på den tid.

Udvidelse af familien og også af savværket

I hjemmet på savværket blev født en dreng 24. aug. 1939. Han kom til at hedde Frode, og 18. aug.1945 kom nok en dreng, som kom til at hedde Evald.

Trods de ugunstige forhold under krigen fik familien dog kræfter til at bygge en stor bygning i træ. Nybygningen kunne huse hele savværket. Lokomobilen blev ved den lejlighed tilovers, da der samtidig blev installeret strøm og dermed elektromotorer til at trække savene. Det var i 1945.

I nybygningen blev der endvidere plads til en lejlighed til en medhjælper. Den første medhjælper var Rikard Hansen. Han var med til at etablere lejligheden.

Han og Marie var blevet gift i 1945.

Marie Hansen, der nu bor som enke i Brørup, fortæller om, hvordan det gungrede i lejligheden, når savværket var i gang nedenunder, og hvor herligt det var, når det blev aften og savene stod stille.

Rikard og Karl Volmer var et godt makkerpar. De havde mange forunderlige ting for. De tog på motorcykel ud i landet, – byggede f.eks. også et træhus i Brændstrup til Astrids bror Sven, og meget andet. 

Krigen kommer tæt på

Som så mange steder og i så mange hjem fik familien på savværket også tyske soldater, som logerende. Astrid fortæller om at især én af de logerende elskede Hitler, men at soldaterne ellers var høflige nok.

Det kunne være farligt nok for familien idet Astrids bror Alfred var med i en modstandsgruppe, der især var meget aktive med at sprænge jernbanespor i luften for at hindre tyskerne i deres transporter at ammunition, materiel og mandskab.

Alfred var med i en Rødding-gruppe, som det f.eks. også lykkedes for, at sprænge vandtårnet i Brørup i luften, ved en meget dristig indsats af især højskolemanden Rosendahl. Vandtårnet i Brørup var helt afgørende for vandforsyningen til damplokomotiverne på strækningen tværs over Jylland.

Rødding-gruppen blev hen mod slutningen af krigen angivet. Det kom til at betyde at Rosendahl blev taget af tyskerne. Rosendahl blev ført til Staldgården i Kolding og under tortur gjordes der forsøg på at få ham til at røbe gruppens medlemmer.

Han var blevet henrettet hvis ikke tyskernes kapitulation var kommet 4. maj 1945.

De øvrige medlemmer af gruppen måtte ”gå under jorden”. Alfreds hoved havde tyskerne sat en pris på.

Tre af Alfreds kammerater Nis Phillipsen, Poul Jørgensen og Keld Sivertsen fik tyskerne fat på så sent som 29. april 1945, bare 6 dage før befrielsen 4. maj. Over radioen var der kommet meddelelse til gruppen fra London om nedkastning af våben. Gruppen var ude for at bjerge disse våben, men blev overrumplet af en flok hipomænd.

De tre unge mænd blev skudt i en have på Islevhusvej i København.

En dag kom Alfred til Lindknud ved højlys dag. Han blev hurtigt sendt videre, – med en god madpakke, – og i forklædning i Karl Volmers frakke til et mere sikkert sted hos Astrids søster og svoger Helga og Andreas Andersen som boede ved Bjerringbro.

Alfred hørte til den faste kerne i modstandsgruppen. Han var med til mange farefulde jernbanesabotager, mellem Brørup og Holsted og andre steder.

Familien flytter fra Lindknud til Ans

Efter krigen kneb det stadig med at kunne købe træ i skovene. Som før nævnt havde tyskerne haft brug for og taget, hvad der var af skovningsmodent træ.

I 1947 blev savværket solgt. Samtidig med Astrid og Karl Volmers opbrud fra Lindknud, ophørte Rikards engagement i savværket, idet han og Marie overtog Rikards hjemgård på Ulvehøjvej.

Men venskabet og kontakten mellem de to familier holdt ved siden hen.

Astrid og Karl Volmer med deres to drenge flyttede derefter til landsbyen Ans ved Rødkjærsbro nord for Silkeborg, hvor der blev købt et handelshus og en vindmølle, som Astrid fortæller om.

Det kan nu godt være det kun har været en forpagtning de overtog.. På Ans historiske arkiv findes en ejerliste for møllen og handelshuset. På denne liste findes deres navne ikke som ejere af stedet. Men lige meget med det. 

På grunden stod ihvertfald en vindmølle. Møllen var på det tidspunkt Danmarks højeste. Møllen havde et vældigt vingefang og 3 alen tykke mure. Der var 7 bjælkelag i den og altså ligeså mange etager. Den var fredet, men den brændte desværre i 1953 og blev ikke genopført.

El – og dieselmotorer trak kværne til formaling af korn til bagerier, og også til foder for egnens landbrug, på virksomheden i Ans.  Der hørte endvidere lidt tømmerhandel til stedet.

Det gik godt nok med virksomheden i Ans, men alligevel begyndte Astrid og Karl Volmer nu at tænke på at emigrere til Canada. En bror til Karl Volmer var for længst rejst til Canada og var bosat derovre. Ligeledes var en bror til Astrid emigreret til USA.

Beslutningen blev taget, – Karl Volmer rejste til den Canadiske ambassade i København for at søge om emigrationstilladelse for ham og hans familie.

Efter et års ventetid kom tilladelsen.

De måtte rejse til Belville, Ontario i Canada, hvor der var arbejde til Karl Volmer på en farm.

Der var gået to år i Ans og nu solgtes vindmøllen med tilhørende handel, – eller forpagtningen af det. Pengene, som helt sikkert ikke har været store, blev sat i banken.

DK var i pengenød i tiden efter krigen. Folk, der emigrerede, måtte selvfølgelig tage penge fra, for at kunne betale for udrejsen, men ellers ikke tage nogen med sig ud af landet.

Astrid fortæller: ”Nogle folk sagde vi var tossede, andre at de ville ønske de kunne gøre det samme. Vi har aldrig fortrudt at vi rejste”.

Emigration til Canada

Den 24. maj 1949 blev der sagt et tårefuldt farvel til forældre og søskende og rejsen begyndte, hvor første mål var Cuxhaven i Tyskland, hvorfra der ville afgå skib.

Astrid fortæller om det triste syn, der mødte dem ved rejsen gennem Tyskland. Opbygningen af de sønderbombede byer, som krigen havde efterladt, var knapt kommet i gang endnu. Folk var dårlig klædte og alt så trist ud.

I Cuxhaven kom familien ombord på skibet ”Samaria”. Det afgik til Le Havre i Frankrig i første omgang. Her blev der taget flere passagerer ombord, og skibet blev overfyldt. Astrid og den yngste af drengene skulle bo i kahyt med 15 kvinder og børn, og Karl Volmer og Frode var stuvet sammen med mænd. Der var absolut ingen luksus ombord, og folk blev søsyge, – nogen så syge så de kun ønskede at dø.

Rejsen over oceanet tog 11 døgn.

Der var stor glæde ombord, da der kunne øjnes land. Turen gik videre op ad Lawrenes floden til Quebec. Det var en skøn tur fortæller Astrid. Derfra gik rejsen med tog til Montreal og videre til Belville.

Første station i Canada

Her blev familien modtaget af farmeren, som der var aftale med om arbejde det første år.

På farmen blev der gjort et hus i beboelig stand til dem.

Astrid fortæller om, hvor skønt det var efter den lange rejse at blive ene igen.

En tid efter ankomsten til Canada, kom Karl Volmers bror Viggo og hans kone og barn på besøg. Brødrene havde ikke set hinanden i over 30 år. Viggos kone var canadier, men hendes forældre var danske indvandrere.

En anden dansk familie kom ligeledes på besøg. Det var Astrids søster Magda og hendes mand Peter med deres børn Anders og Eileen. Peter var, som Magda og Astrid, fra Brem ved Rødding.

Peter var emigreret for en del år siden. Han havde været hjemme på besøg engang. Han og nabodatteren Magda havde ved den lejlighed fået et godt øje til hinanden. En tid efter Peters besøg i Danmark, meldte Magda en dag til forældrene, at hun nu rejste hun til USA for at blive gift med Peter.

Nu var Magda og Peter og deres børn på vej hjem til Danmark for at fejre jul.

Søsterfamilien, som altså boede i USA, tilbød at sponsorere Astrid og Karl Volmer, hvis de gerne ville forsøge at komme til USA. Det ville de, og Peter rejste straks til Ottava for at søge om indrejsetilladelse på deres vegne.

USA havde en kvote for danskere, der ville ind i landet. Denne kvote blev de skrevet op på. Det ville sandsynligvis tage nogen år før der var plads på kvoten, men det var da en begyndelse..

Aftalen med farmeren, som Astrid og Karl Volmer var rejst til, gjaldt som sagt for et år, så der skulle findes andet arbejde.

Tværs over det store land til anden station i Canada

I en avis ”Den danske pioner” var der annoncer om arbejde i en mine i New Liscard.

Dette arbejde søgte Karl Volmer, men i ansøgningen fortalte han om savværket, han havde haft i Danmark. Det betød, at svaret på ansøgningen indeholdt et råd om i stedet for arbejdet i minen, at søge et arbejde på et stort tømmerfirma i New Liscard.

Karl Volmer fulgte rådet, søgte arbejdet og fik det.

Familien flyttede derfor til New Licard i en lejlighed.

Det var et skønt sted fortæller Astrid, men der var alligevel ingen fremtid i det. Der blev meget koldt om vinteren, og alting blev lukket ned i nogen vintermåneder.

I den danske avis læste Astrid og Karl Volmer nu om, at der havde været et slemt uvejr i Winnipeg, Manitoba med oversvømmelse og orkan og mange huse var beskadigede.

Måske kunne der være arbejde at få der med reparationer og udbedringer af skaderne.

Karl Volmer rejste dertil, men det varede længe inden Astrid hørte fra ham. Endelig en dag kom der brev. Han var rejst helt ud til Stillehavet og havde fundet arbejde der. Der var vejret mildere.

Det var for øvrigt ikke lykkedes at finde arbejde i det orkanhærgede område. 

Et andet dansk ægtepar Marie og Jens Christensen, som havde boet i Canada i mange år, havde hjulpet med at finde det nye arbejde og også et sted at bo.

Astrid og drengene fik travlt med at pakke kufferterne, og at sælge de få møbler og andre ejendele de havde samlet sammen, og så af sted.

Astrid fortæller, at hun havde smurt en stor madpakke til den lange rejse helt ud til Stillehavet. Den slap ikke op, men blev for gammel.

Der var stor gensynsglæde, da familien blev samlet igen. Efter nogle genvordigheder fik de ved venners hjælp et godt sted at bo.

”Havde det været et slot kunne vi ikke have været lykkeligere” skriver Astrid. Som alle de andre steder familien havde boet, skulle der først males og tapetseres og gøres rent. Det var også sket her.

Men heller ikke her var blivende sted. Der var ikke stabilt arbejde at få og heller ikke til en rimelig løn. Det var skovarbejde langt hjemmefra, som betød at Karl Volmer skulle bo i uhumske skure fra mandag til lørdag.

Men endelig efter en tid fik han et godt arbejde på en byggeplads, hvor der skulle etableres en Airfors-base. Også her skulle han bo på arbejdspladsen ugen lang fra søndag eftermiddag til lørdag, men arbejdet var godt.

Da familien havde savværket i Lindknud tog Karl Volmer på kursus på Teknologisk institut i København for at lære at skærpe savklinger. På arbejdspladsen her, kom det ham til gode. Han kunne stå i et opvarmet skur i den lange kolde canadiske vinter og skærpe savklinger. Ingen på arbejdspladsen var så kvalificeret til dette arbejde som han.

Når der ikke var arbejde nok med klingerne, snedkererede han nu møbler til de overordnede.

Astrid tog med mellemrum ind på det danske konsulat for at sikre sig, at man ikke glemte deres ansøgning om indrejsetilladelse til USA.

Endelig en dag kom der sådan en tilladelse. Det var i 1952.

Flytning til USA, det forjættede land

Huset i Canada blev skyndsomt solgt og 4. juli rejste de, efter 2 år på stedet her, til USA, – gjorde ophold hos broder Viggo i Minnesota, – fik arbejde for vinteren på en farm, men forsatte ellers sydpå, – boede på motels undervejs og kom endelig til San Diego tæt på grænsen til Mexico, hvor der var lovet arbejde til Karl Volmer.

Men det snød og turen gik derfor videre til Los Angeles, og her var endelig arbejde. Et hus blev købt for 11 tusinde dollars. Det havde adressen 541 N. Cypress St. La Habra.

Astrid tog arbejde som rengøringsassistent og Karl Volmers arbejde kom efterhånden til at bestå i arbejde i en afdeling af Disneyland.

Der var mange ting familien manglede til deres nye hjem. De havde kun samlet det allernødvendigste med fra tiden i Canada. De flyttede ind i huset aug. 1953.

Det var en skøn tid melder Astrid om.

Nu endelig kom det til at gå slag i slag for familien. Karl Volmer indrettede en lejlighed mere i huset de havde købt. Det ville være godt med en lejeindtægt.

På grunden, hvor huset lå, kunne endvidere bygges et hus mere til udlejning, og det fik de tilladelse til.

Snart efter at dette hus var bygget, blev der købt yderligere et nabohus. Astrid malede og tapetserede alt, hvad der blev købt og tilføjet af lejligheder og huse og anlagde haver ved dem inden de blev udlejede.

Hun fandt det mere interessant at arbejde for sig selv og droppede rengøringsarbejdet for andre.

Efterhånden ejede ægteparret 11 huse til udlejning. Arbejdet på Disneyland beholdt Volmer. Al fritiden gik med vedligehold af husene.

Astrid beretter om, at de havde en rar bankmand, som de altid kunne låne penge ved, når de havde brug for det. Bankmanden var svensker.

I 1972 gik Karl Volmer på pension.

Men der skulle stadig ske noget. Nu byggedes der et lille hus oppe i bjergene i byen Big Bear (Store Bjørn).

På besøg i Danmark og Lindknud

Da det var bygget, blev der endelig tid og råd til at rejse hjem til Danmark og til familien på besøg.

Det havde været så skønt at gense det gamle land og møde familie og venner. De havde ved den lejlighed også været i Lindknud for at se, hvor det hele begyndte.

Da ægteparret var tilbage igen, besluttede de sig for at bo i Big Bear i bjergene for resten af deres tid. Der blev købt en større grund og et større toetageshus blev bygget. Sønnerne hjalp med ved byggeriet, og de bragte venner og bekendte med derop til det skønne sted.

Men nu var Astrid og Karl Volmer ved at være trætte. Det var besværligt med lejefolkene i alle deres huse og husene skulle holdes i orden.

Nu kunne det være nok. Alle husene blev derfor solgt på nær det, de selv havde boet i.

Det seneste hus, der var bygget i Big Bear, var blevet for stort. Også det blev solgt.

Der blev købt en mindre grund i Big Bear, hvor et passende aftægtshus til slut kunne bygges.

På aftægt – Karl Volmers død

Men Karl Volmers helbred begyndte at gøre vrøvl og han døde efter en kort tid. Det var i 1972.

Astrid skriver i hendes optegnelser, at det var godt at huset i La Habra ikke var blevet solgt og det planlagte i Big Bear ikke bygget. Hun flyttede til huset i La Habra, hvor hun har boet siden.

Astrid slutter hendes fortælling om deres liv og levned med ordene:

” Nu da jeg har læst, hvad jeg har skrevet ned, synes jeg vi har haft et interessant liv”.

Astrid er nu 93 år og hendes hukommelse er væk. Så længe hun kunne, blev der holdt forbindelse til familien i Danmark og også til andre, som f. eks medhjælperen på savværket i Lindknud Marie og Rikard Hansen.

Sønnerne Frode og Evald

blev begge uddannet ved politiet, men Frode skiftede til at blive pilot. Han er nu 68 år og må ikke mere flyve passagerfly, kun lidt privat, men han træner stadig piloter og godkender flyvemaskiner. Evald er politibetjent på nedsat tid.

Frode bor i Westminster i nærheden af Washington og Evald i Los Alamitos. Sønnerne har ikke fået deres danske sprog holdt ved lige.

Sådan gik det med savværket i Lindknud

Lindknud savmølle, som Karl Volmer byttede sig til for sin bil i 1937, og som blev flyttet til adressen på Okslundvej, hvor den blev forvandlet til et savværk, solgtes i 1947 til Helge Nielsen og Åge Christensen, som drev savværket i 6 år, hvorefter først Emil Gejl og siden Jørgen Gejl var savværksejere indtil ophøret i1971.

I dag er der maskinværksted på adressen.

Men beboelseshuset er det samme, som Astrid og Karl Volmer flyttede ind i 1937 efter rengøringen, og det er her Frode og Evald er født.

Der er selvfølgelig sket ændringer i huset, og der er bygget en ende til det siden da.

Det store træhus, som Astrid og Karl Folmer byggede efter krigen i 1945, er blevet til et stort værksted og er ikke et træhus længere.