For en tid siden fik vi i foreningen en forespørgsel angående Anna Østergård Nielsen, som stammer fra vor egn. Af den grund søgte vi oplysninger om hende i forskellige arkiver. Det er følsomme oplysnin-ger, men Anna er død nu, og vi skønner at eventuelle familie-medlemmer vil finde det i orden, også pga., og så meget mere som hendes historie er kendt af mange i forvejen.

 

Anna Østergård Nielsen er født i Nr. Holsted 19. juni 1913. Forældrene hed Dagmar Ulrikke og Svend Østergård Nielsen.

 

I Holsted var faderen ølhandler.

 

Familien flyttede til Kjeldbjergvej i Vittrup i 1929.

 

Her var faderen ostehandler, han blev i hvert fald kaldt Svend Ost.

 

Der var en meget stor børneflok vistnok 19 i antal.

 

Anna gik altså først i Holsted og havde senere plads i Vittrup skole.

 

Hun kom ud at tjene som 15 – årig i forskellige pladser på egnen.

 

Hun blev gift i Vejle i 1931, og fik derved efternavnet Lund, men ægteskabet opløstes i 1935.

 

Hun var en tid ansat på restaurant Røde Mølle i Vejle.

 

Her traf hun en mand, som hun forlovede sig med, og sammen startede de en landevejskro ved Vejle. Denne mand sympatiserede med nazismen. Kroen gik ikke. Derefter blev det til job på Casino i Århus, og senere igen på Mayfair i København.

 

Kæresten forlod hende, og i 1944 på Mayfair traf hun Jørgen Børge Axel Lorentzen. Lorentzen skaffede Anna arbejde ved ET (Hipo-korps), og hun kom på den måde ind i den berygtede Lorentzen – bande, der fik mange modstandsfolks liv på samvittigheden i især de sidste måneder af besættelsestiden. Gruppen foretog 7 -800 anholdelser i den sidste tid før befrielsen 4.maj 1945. Aftalen i Lorentzen-gruppen var, at inden 24 timer skulle gruppen skaffe beviser og have en tilståelse fra den anholdte.

 

Det var meget grimme metoder med tortur de bragte i anvendelse for at få en tilståelse og en angivelse af kammerater, der var med i modstands-kampen, og det var tit med døden til følge for ham, der var i forhør.

 

Det var ofte på meget løst grundlag og under stor tilfældighed gruppen anholdte folk.

 

Da det stod klart at tyskernes kapitulation var nær flygtede Lorentzen-gruppens ca. 20 medlemmer d. 4.maj 1945 til et sommerhus i Asserbo i Nordsjælland. Gemmestedet blev imidlertid afsløret af lokale modstandsfolk, som angreb huset. Det resulterede i 3 dræbte af Lorentzen-gruppens 20 medlemmer og fire sårede, deriblandt Anna, – hendes ene arm måtte senere amputeres.

 

De 4 sårede af gruppen blev indlagt på Frederiksværk sygehus og senere overført til Vestre Fængsels sygeafdeling, resten blev arresteret.

 

Under retsopgøret, som fulgte, blev de enkelte medlemmer af gruppen mentalundersøgt for, om de var straf-egnet.

 

Anna blev vurderet, som ikke værende sindssyg, alm. begavet, viljestærk, handlekraftig, selvhævdende, stolt og stædig. Lorentzen og flere i gruppen var meget velbegavede folk.

 

10 af gruppens medlemmer blev 29. jan. 1947 dømt til døden og andre fik livsvarigt fængselsstraf.

 

Anna Lund, som hun ved det før omtalte giftermål var kommet til at hedde, var blandt de dødsdømte, men hun blev benådet og fik livsvarigt fængselsstraf, (meget mod hendes ønske i øvrigt).

 

Men man ville ikke henrette en kvinde.

 

5 af de dødsdømte blev henrettet i maj 1949. De andre blev benådet og fik livsvarigt fængsel.

 

10. maj 1949 kl. 00,00 blev dødsdommene eksekveret. De dødsdømte havde forinden tilbud om besøg af en præst. Lorentzen frabad sig. Han havde levet sit liv uden Vorherre og mente også at kunne dø uden.

 

Anna fik lov til at besøge ham i cellen. Det beskrev hun på et tidspunkt til et tidsskrift: ”Aldrig skal jeg glemme Jørgens farvel der i cellen, da de kom og hentede ham til henrettelsen. Han ville så gerne leve og jeg så gerne dø.”

 

Anna skulle have været meget forelsket i J. Lorentzen. I dec. 1948 blev de gift i fængslet.

 

Anna kom ud af fængslet ved benådning i 1956. Hun rejste straks til Tyskland.

 

Her slipper vor viden om Anna op eller vi har ikke ønsket at skaffe os, yderligere viden om hende for at offentliggøre det.

 

I arkiver findes oplysninger om de enkelte medlemmer af gruppen, hvor de kom fra, hvilke uddannelser de havde og om det, mentalundersøgel-sen fortalte om dem. De var ikke sindssyge, åndssvage eller på anden måde afvigende. De var alle almindelige mennesker.

 

Vi må stadig spørge, hvad der får mennesker til at gøre som de?

 

Var det bare tilfældigheder, som vi måske nok må mene i Anna s tilfæl-de, at hun og de kom på ”den forkerte side” under den tyske besættelse af Danmark 1940-45??                                              

Andreas Bruun